Næste uge sendes de sidste invitationer til vaccination

Købet af vacciner fra Rumænien betyder, at de resterende vaccinegrupper er rykket frem i kalenderen.

Inden vaccinekøbet ville de ifølge vaccinekalenderen være færdigvaccineret senest 12. september. Det er nu fremrykket med to uger.
Inden vaccinekøbet ville de ifølge vaccinekalenderen være færdigvaccineret senest 12. september. Det er nu fremrykket med to uger.
Foto: Line Bloch Klostergaard / Region Nordjylland

Flere regioner forventer at have sendt invitationer ud allerede mandag i næste uge til de sidste voksne i vaccinationsprogrammet. Det skriver DR.

Det skyldes købet af et stort parti Pfizer-vacciner fra Rumænien.

I Region Hovedstaden vil de sidste voksne, der endnu ikke er blevet vaccineret, efter planen modtage en invitation mandag.

Det betyder, at regionen i løbet af få dage skal invitere 200.000 borgere.

Efterfølgende vil de 12- til 15-årige blive inviteret. Inden købet af vacciner fra Rumænien blev en realitet, var det ikke en mulighed for denne gruppe at blive vaccineret mod coronavirus i Danmark.

Væsentlig fremrykning

Også Region Midtjylland regner med at sende de sidste invitationer til vaccination mod coronavirus afsted mandag.

Det drejer sig om personer i aldersgrupperne 25-29 år, 30-34 år og 35-39 år.

I regionens seneste plan forlød det, at de pågældende grupper først kunne se frem til en invitation "i løbet af juli og august". Dermed gør indkøbet af vacciner fra Rumænien en væsentlig forskel.

Region Syddanmark, Nordjylland og Sjælland forventer at sende de sidste vaccineinvitationer ud i løbet af næste uge.

Købet af vacciner fra Rumænien - 1,17 millioner doser - har medført en fremrykning af vaccinekalenderen.

Den sidste gruppe i vaccinationsprogrammet udgøres af de 30-34-årige.

Inden vaccinekøbet ville de ifølge vaccinekalenderen være færdigvaccineret senest 12. september. Det er nu fremrykket med to uger.