Når eleverne ikke må komme til rådhuset med julepynt, kommer kommunen til eleverne

I Lemvig Kommune er det en juletradition, at elever fra byens 4.-klasser pynter rådhuset, men i år har corona-virus sat en stopper for det. I stedet rykker medarbejdere fra rådhuset ud til eleverne.

Eleverne i de to 4. klasser på Christinelystskolen i Lemvig har brugt flere dage på at lave fire store juletræer. Inspirationen er kommet fra julesangen ’Højt fra træets grønne top.’

- Vi har hørt sangen, og der synger man noget med trommer, gaver og penge, så det har vi lavet skabeloner af og klippet ud og sat på et juletræ, fortæller Theodor Borg-Christensen fra 4. klasse.

Juletræerne skal ikke blive på Christinelystskolen og pynte. I stedet skal de hænges op i Lemvig Rådhus' vinduer. Det er nemlig en tradition, at alle 4. klasser i Lemvig Kommune laver julepynt til rådhuset.

Normalt hænger eleverne selv pynten op, og som tak får de serveret julegodter og møder borgmesteren, inden de synger ’Nu er det jul igen’ rundt på rådhusets gange og kontorer. Men den tradition er aflyst i år. I steder kommer to medarbejdere fra rådhuset og henter julepynten på skolerne. Med sig har de æbleskiver og pebernødder til eleverne.

- Det er meget bedre end ingenting, og det er fedt, at folk kommer til at se det, vi har lavet. Jeg håber, at de synes det er flot, siger Theodor Borg-Christensen.

Han har lavet gaver og mennesker, der er blevet limet på de store juletræer.

Se, hvordan det så ud i 2019, da eleverne selv fik lov til at pynte rådhuset i Lemvig.

Julepynt for hele byen

Da eleverne bliver snydt for et møde med borgmester, Erik Flyvholm, har han sendt en videohilsen med en tak til eleverne. Alt julepynten bliver hængt op i rådhusets vinduer morgen – en måned før juleaften. Der kommer lys på, så pynten også kan ses om aftenen.

- Det sjoveste har været, at vi alle har arbejdet sammen om at lave alt det her. Jeg glæder mig til, at alle folk kommer til at se det og sige, at det er meget flot, siger Sujana Alnassif fra 4. klasse på Christinelystskolen.

I fredags fejrede eleverne, at de var færdige med årets julepynt ved at synge ’Højt fra træets grønne top,’ mens de løb rundt om bordene.

- Jeg håber, at vi får tid til at gå ned til rådhuset, så eleverne kan se, hvor julepynten hænger, hvor mange der ser det, og hvor flot det ser ud, siger Anette Langholm Birch, der er lærer på Christinelystskolen.

Tema

Jul


Læs flere artikler fra Lemvig eller i kategorien Uddannelse.