Der venter flere måneder med mundbind i den kollektive trafik

Kravet om mundbind i den kollektive trafik vil gælde året ud og sikkert længere frem, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Siden august har mundbind været et krav i den kollektive trafik. Nu fortæller landets transportminister, at kravet kommer til at vare resten af året - og formentlig også længere end det.
Siden august har mundbind været et krav i den kollektive trafik. Nu fortæller landets transportminister, at kravet kommer til at vare resten af året - og formentlig også længere end det.
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Personer, der bruger den kollektive trafik, kan roligt handle et stort parti mundbind ind til den kommende vinter.

Kravet om mundbind i den kollektive trafik kommer nemlig som minimum til at gælde året ud. Og formentlig også i en "rum tid" derefter.

Det siger transportminister Benny Engelbrecht (S) forud for, at regeringen forventes at komme med yderligere coronarestriktioner grundet stigende smittetal i Danmark.

- Vi kan allerede nu sige, at det her med mundbind er noget, som vi skal indstille os på, at vi skal bruge i den kollektive trafik i en rum tid endnu. Så kan alle indstille deres sigtekorn på det. Som minimum vil det fortsætte i hvert fald året ud og formentlig også længere, siger Engelbrecht.

Det er en politisk melding fra ministeren. Selve bekendtgørelsen, der forlænger kravet om mundbind i den kollektive trafik, er endnu ikke lavet.

Transportministeren opfordrer desuden danskerne til at overveje, hvornår de bruger den kollektive trafik til daglig samt i de travle juledage, som snart kommer.

- På et tidspunkt bliver det også jul i Danmark. Og der er en tradition for, at der er mange mennesker, der rejser i højtiden. Derfor er min appel, at man planlægger sin julerejse på tidspunkter, hvor der helst ikke er for mange, der rejser. Altså kan man undgå de dage, hvor der traditionelt er allerflest, der rejser lige op til jul og efter juledagene, så skal man gøre det, siger Engelbrecht.

Flere restriktioner på vej

Ministeren er med på, at fleksibiliteten i forhold til, hvornår man kan tage den kollektive trafik i forbindelse med arbejde og jul, kan være noget begrænset.

- Det er helt korrekt, at der er mennesker, som ikke kan indrette deres mødetidspunkter fleksibelt.

De arbejdsgivere, der overhovedet har mulighed for at give deres medarbejdere en fleksibilitet, så de kan møde lidt før eller senere, tage tidligere eller senere hjem, de bør selvfølgelig gøre det i samfundets interesse, siger Engelbrecht.

Forventningen er, at regeringen inden weekenden melder ud om yderligere restriktioner.

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) sagde torsdag, at flere restriktioner var på vej grundet stigende smittetal de seneste dage.

Blandt andet vil regeringen se på forsamlingsforbuddet. Det er i dag på 50 personer, men vil altså formentlig blive sænket yderligere.

Siden august har der været krav om mundbind i den kollektive trafik. Børn op til 12 år og eksempelvis personer med vejrtrækningsbesvær er undtaget.

/ritzau/