Minister: Afklaring om store arrangementer er lige på trapperne

Store arrangementer er forbudt frem til 31. august, men regeringen har ikke defineret, hvad det dækker over.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sagde på søndagens pressemøde, at der snart kommer en afklaring på, hvad store forsamlinger er (arkivbillede).
Erhvervsminister Simon Kollerup (S) sagde på søndagens pressemøde, at der snart kommer en afklaring på, hvad store forsamlinger er (arkivbillede).
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Der kommer snart en afklaring på, om man kan holde bryllup, rund fødselsdag eller en stor havefest i løbet af sommeren.

I starten af april forlængede regeringen et forbud mod store forsamlinger op til ti personer.

Det løber frem til 11. maj, mens der samtidig blev indført et forbud mod store arrangementer, som er gældende frem til 31. august.

Der er dog ikke sat tal på, hvad store arrangementer dækker over, men blandt andet sommerens musikfestivaler har været tvunget til at aflyse.

Samtidig har Superligaen i fodbold meldt ud, at man ikke vil kunne spille kampe med tilskuere før september, såfremt sæsonen bliver genoptaget.

Men regeringen vil snart komme med en afklaring af, hvad store arrangementer dækker helt præcist dækker over.

- Der vil meget snart komme en præcisering af den melding, så man får sat et tal på og får noget konkret at forholde sig til, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde.

Lørdag aften blev Folketinget enig om at udvide en hjælpepakke til arrangører af for eksempel koncerter eller festivaler, som har måttet aflyse på grund af de restriktioner, der er fulgt med coronavirusset.

Hjælpepakken er ændret, så man også kan få kompensation for afholdte udgifter, hvis man har mindst 350 deltagere. Tidligere var grænsen 1000.

Ordningen gælder enkeltstående begivenheder. Det vil sige, at de maksimalt afholdes hver anden dag - eller hver dag i en afgrænset periode på maksimalt fire uger samme sted.