Mette F. om smittetryk: Forventer fase 2-start som planlagt

Smittetrykket er på det seneste steget fra 0,6 til 0,9, og statsministeren er meget opmærksom på det faktum.

Statsminister Mette Frederiksen (S) leverede fredag sin 1. maj-tale live på Facebook transmitteret fra Arbejdermuseet i København.
Statsminister Mette Frederiksen (S) leverede fredag sin 1. maj-tale live på Facebook transmitteret fra Arbejdermuseet i København.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

En smittet person med coronavirus smitter i gennemsnit 0,9 andre. Dermed er smittetrykket steget efter at have været nede på 0,6.

Smittetrykket nærmer sig dermed en kritisk grænse, har Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, udtalt til Jyllands-Posten.

Og netop smittetrykket bliver afgørende for, hvad fase 2 af genåbningen af samfundet kan indeholde.

Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer fortsat, at næste fase begynder som planlagt efter 10. maj.

Det siger hun fredag efter at have holdt sin 1. maj-tale.

- Det er noget, jeg iagttager med meget stor alvor, siger Mette Frederiksen om det stigende smittetryk.

- Vi kigger på, hvor mange der bliver smittet, hvor mange der bliver indlagt og i værste fald har brug for respirator. Vi bliver nødt til at se, hvordan sygdommen udvikler sig.

- Det bliver lige op til 10. maj, at vi kan sige, hvad der kan komme med i fase 2 af genåbningen. For vi skal have et sikkert ståsted. Men vi forventer, at der kommer en fase 2 af genåbningen efter 10. maj, siger Mette Frederiksen.

Kigges på mere end smittetryk

Fredag eftermiddag mødes hun igen med de øvrige partiledere for at drøfte den videre genåbning af Danmark.

- Det er vigtigt for mig at sige, at det i spørgsmålet om genåbningen er mere end smittetrykket, vi kigger på. Der er ikke noget, der lige nu siger mig, at vi ikke kan genåbne mere efter 10. maj, siger Mette Frederiksen.

I den første fase af genåbningen, som begyndte efter påske, blev der blandt andet åbnet for vuggestuer, børnehaver og skoler - kun for de mindste elever - igen.

Efterfølgende blev åbningen af en række liberale erhverv som eksempelvis frisører også en del af fase 1-åbningen.

Torsdag var der ligeledes forhandlinger om næste fase af genåbningen. Ifølge Jyllands-Posten og Politiken har regeringen blandt andet foreslået, at caféer og restauranter kan åbne for udeservering i næste fase.

Desuden skulle regeringen også have foreslået en yderligere åbning af detailhandlen, herunder storcentre.