Medarbejdere tilbage på skolen: - Det bliver følelsesladet

Lærere og pædagoger tilbage på Lundgårdsskolen i Tjørring ved Herning. Og de har travlt, for på torsdag kommer børnene tilbage.

Lærere og pædagoger har travlt med at gøre alt klar til børnene vender tilbage i skolen på torsdag.
Lærere og pædagoger har travlt med at gøre alt klar til børnene vender tilbage i skolen på torsdag.
Foto: Svend Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Der har været meget stille på Lundgårdsskolen i Tjørring ved Herning, siden Mette Frederiksen (S) lukkede Danmark ned. Men nu er der igen summen på gangene - eller ihvertfald på lærerværelset.

For i dag mødte medarbejderne ind for at forberede sig på den store opgave, der venter forude, når børnene møder i skole igen på torsdag.

- Det er skønt at være tilbage. Vi har savnet det. Så nu glæder vi os bare til at se dem alle igen, siger Thomas Jacobsen, der er dansklærer for 3. og 6. klasse på Lundgårdsskolen.

Der bliver dog ikke meget tid til kaffe og hygge-snak. Der er nemlig meget, som skal være på plads før børnene kan møde.

- Der er ingen tvivl om, at vi har en udfodring i, at undervisning primært skal foregå udenfor. Jeg står selv for danskundervisningen, hvor jeg tænker, det bliver noget med at udforske området og tage på nogle ture med eleverne for at give dem indblik i det nærområde, de bor i, siger Thomas Jacobsen.

En markant anderledes måde at drive skole på, som ikke mindst har krævet meget af skolens leder Ketty Nørgaard Høj, der blandt andet har skullet svare på et utal af forældrehenvendelser.

- Jeg har haft megatravlt her i påsken. Og i dag introducerer vi så medarbejderne for den ramme vi har sat op for genåbning af skolen, fortæller Ketty Høj, der dog understreger, at skolen nok skal blive klar.

- Det bliver vi, og vi glæder os, siger hun med et smil.

En fjerdedel af skolerne klar

Det er dog langt fra alle skoler, som den i Tjørring, der er klar til genåbning. Faktisk er det kun hver fjerde skole i Herning, som er klar til i morgen, onsdag.

- I stedet bliver de enkelte steder, i takt med at de bliver klar, gradvist åbnet op i løbet af den kommende uge, fortæller Dorthe West (V), der er formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune.

- Vores ledere har haft enormt travlt med genåbning. Det er en meget kompleks opgave. Nedlukningen var svær, men det her er endnu mere komplekst, siger Dorthe West.

Uanset hvad understreger udvalgsformanden, at det bliver en ny hverdag, der venter for alle.

- Det er ikke den samme skole, børn og lærere vender tilbage til. De mange retningslinier skal man have indlært, så vi kan sikre god sikkerhed for børn og personale, fortæller hun.

Fælles for lærer, pædagoger og ledere er dog, at de alle glæder sig til, at det ikke bare er voksne, men også børn, der fylder på gangene på Lundgårdsskolen i Tjørring igen.

- Jamen altså, det bliver følelsesladet, det tror jeg. Det bliver enormt svært ikke at måtte kramme, men det må vi altså vænne os til. Så længe solen skinner og det ikke begynder at regne, så skal det hele nok gå, forsikrer lærer på Lundgårdsskolen, Janni Bütow.