Martin skulle have løbet maraton i København - det blev til 42,2 kilometer ved Ulfborg

Det var ikke helt planen, men i alt seks løbere har i dag gennemført et maraton i Vestjylland.

Martin Ganderup løb i dag 42,2 kilometer ved Ulfborg. Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

Jeg synes, det er sjovt det her. Man kan ligesom holde ved det mål, man nu engang har sat sig. Det skal ikke være den her corona, der sætter en stopper for det

Martin Ganderup, Ulfborg

Martin Ganderup havde forberedt sig til at løbe Copenhagen Marathon i lang tid, men den store løbefest i hovedstaden, der skulle være fundet sted i dag, blev aflyst på grund af coronavirus.

Det fik dog ikke Martin Ganderup til at droppe træningen, for hvorfor ikke løbe de 42,2 kilometer ved hjembyen Ulfborg i stedet?

- Jeg synes, det er sjovt det her. Man kan ligesom holde ved det mål, man nu engang har sat sig. Det skal ikke være den her corona, der sætter en stopper for det, siger han.

Ulfborg Marathon

Derfor kunne Martin Ganderup i dag binde løbeskoene, og han var ikke alene. I alt fem løbekammerater kastede sig ud i at løbe maraton med ham i Vestjylland i stedet for København.

Læs også I morgen kan Martin endelig åbne sin café: - Vi må kæmpe alt det, vi overhovedet har lært

- Det er faktisk ok at løbe herude i det flade Vestjylland. Her er vinden vores bedste ven. Når der er modvind, så er der altid også medvind, fortæller Martin Ganderup med et smil.

Og selvom der ikke er publikum til stede, så har de seks løbere støtte i form af tre af deres hustruer og en datter, der står for at heppe og få næring i løberne.

- Det kræver noget at skulle løbe 42 kilometer. Det kan man ikke løbe bare på druesukker og en vandflaske, så de skal have lidt mere på vejen, siger Martin Ganderups kone, Lene Munk Ganderup og tilføjer:

- Vi savner lidt flere publikummer. Det kunne have været sjovt. Det hjælper også og bærer løberne afsted, når der er publikum. Men sådan er det.

Det var sjovt. Det er jo Vestjylland, så det blæste jo, som vi snakkede om. Men det var fedt

Martin Ganderup, UIfborg

Ny rekord

50-årige Martin Ganderup har før deltaget i Copenhagen Marathon. Det var for præcis 20 år siden, hvor han gennemførte på tre timer og 27 minutter. 

Den tid slog han i dag på trods af vestjysk modvind. Tre timer og 22 minutter blev det til.

- Det var hurtigere end for tyve år siden, og to minutter langsommere end det, som jeg havde drømt om, forklarer han. 

Han håber, de kan løbe maraton ved Ulfborg igen en dag.

- Det var sjovt. Det er jo Vestjylland, så det blæste jo, men det var fedt, slår Martin Ganderup fast.