Maria står frem om hamstring: Ville kunne sørge for mine børn

I en ny serie kigger TV MIDTVEST tilbage på de ting, der er sket, siden coronavirusset udbrød i Danmark. Her er Maria Haugaard Christiansens historie.

Ved Netto i Ikast var køerne lange og vognene fyldte (arkivbillede).
Ved Netto i Ikast var køerne lange og vognene fyldte (arkivbillede).
Foto: Kar Erik Lørup / TV MIDTVEST

Den 11. marts blev en aften, hvor mange danskere hamstrede. Det skete efter statsministerens pressemøde om covid-19, hvor det ellers blev fastslået, at man ikke skulle gå i panik, og at der var rigeligt med mad.

TV MIDTVEST mødte Maria Haugaard Christiansen i Netto i Ikast, hvor hun ligesom mere end 100 andre havde valgt at stå i en timelang kø for at få fyldt lagret op i privaten. Det fik efterfølgende Facebook til at gløde.

Nu står hun frem og fortæller om sin oplevelse.

- Facebook-politiet rullede den røde løber ud, stod klar med stor salut og flag og gav den ellers ikke for lidt. Jeg har heldigvis brede skuldre, så jeg kan godt bære det, siger Maria Haugaard Christiansen, der til daglig er lærer i Ikast, og fortsætter.

- Jeg tror bare, man tænker på det, man ser ude i verden, og det første jeg tænkte var, at jeg godt ville kunne sørge for mine børn, hvis alting blev tømt og verden blev lukket ned. Man ved jo ikke, hvad der sker, fortæller Maria Haugaard Christiansen.

Følger drengenes udvikling

Maria Haugaard Christiansen har fået oplevelsen i Nettoen og de efterfølgende negative kommentarer på Facebook på afstand.

Nu nyder hun i stedet hverdagen derhjemme, hvor læreren kan se sine to drenge komme tættere på hinanden. Det er der nemlig masser af tid til, når dagligdagens normale gøremål ikke kan fortsætte på grund af coronavirus.

- Vores fritid herhjemme er rigtig tit fyldt med gæster, projekter, legelandsture og alt muligt, som vi skal og vil – altså alt det, man ikke når i hverdagen. Men nu er vi nødt til at være sammen og mærke relationerne. Mine drenge på tre og fem år er ikke vant til at være hinandens. Kun om morgenen og om eftermiddagen. Så jeg synes, det har været rart at følge, hvordan de lige så stille finder hinanden. Det, synes jeg, har en stor værdi, fortæller Maria Haugaard Christiansen.

Hun håber, at de som familie efter alt dette med coronavirus vil have større bevidsthed som familie om at mærke det nære sammenhold.

Hjemmekarantæne

Ligesom de fleste af danskerne er Maria isoleret derhjemme. Hun står over for den samme udfordring som mange andre forældre, hvor hun skal jonglere med både arbejde og børn.

Derfor prøver hun hele tiden at have overskud.

- Jeg synes, jeg skylder mine børn at holde humøret højt. Det, der kan vælte læsset lidt, er, når hverdagen frustrerer, børnene slås for 12. gang og man bliver til monster-mor. Da jeg skældte min lille søn ud den anden dag, sagde han pludselig, at nu var jeg monster-mor, og så vågner man lige op, fortæller Maria Haugaard Christiansen.

Se hele første udsendelse af TV MIDTVESTs nye serie, hvor vi ser tilbage på tiden med coronavirus, herunder - eller i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30 i dag, torsdag.

9:15
Første afsnit af 'Vores hverdag med corona'.