Måtte ikke tage til bilhandleren - 71-årig købte sin bil gennem videoopkald

71-årige Jens Erik Kruse Jensen fra Tjørring kan i disse tider ikke komme meget ud på grund af coronavirussen. Det holder ham dog ikke fra at handle bil.

Coronavirussen har bragt os tættere – ikke mindst tættere på vores mobil. Den gør, at lærere kan kommunikere med elever, venner med hinanden og bedsteforældre med børnebørn.

Den kan dog også det helt særlige at være bindeled i en god handel. Det ved 71-årige Jens Erik Kruse Jensen fra Tjørring alt om. Han har købt sin første bil i 17 år, og det skete gennem et videoopkald.

quoteJamen, det var fordi, jeg troede, vi ikke kunne få en bil før til sommer, når det hele er overstået.

Jens Erik Kruse Jensen, bilkøber, Tjørring

- Jamen, det var fordi, jeg troede, vi ikke kunne få en bil før til sommer, når det hele er overstået, og så skrev jeg til Toyota, at jeg kommer ud, når coronakrisen er slut, fortæller Jens Erik Kruse Jensen.

Bilsælgeren i den anden ende ville dog ikke lade sig begrænse af en coronakrise og en afstand, så han tilbød at vise bilen frem gennem telefonen.

- Når vi ikke kan gøre, som vi plejer, så må vi prøve at tænke alternativer. Tænke ud af boksen. Og det er egentlig det, vi har gjort her, siger Stefan Flydtkjær, der er bilrådgiver hos STS Biler i Herning, og som var manden, der solgte Jens Erik sin nye bil.

Selvom den 71-årige bilkøber ikke er vant til at handle på nettet, så tog det kun én time at få vist bilen frem, snakke finansiering og få givet et virtuelt håndtryk.

Stefan Flydtkjær tror ikke, det er sidste gang, han har brugt videoopkald i forbindelse med en bilhandel. 
Stefan Flydtkjær tror ikke, det er sidste gang, han har brugt videoopkald i forbindelse med en bilhandel. 
Foto: TV MIDTVEST

Ikke sidste gang

Det er første gang, både sælger og køber har gennemført en handel via et videoopkald. For sælger er det nok ikke sidste gang.

- I bund og grund er det jo bare fedt at se, at selvom der er en coronakrise lige nu, så kan der også komme noget positivt ud af det. Så det er helt sikkert også noget, vi kommer til at køre med fremadrettet, at man har mulighed for at booke et onlinemøde med os, siger Stefan Flydtkjær.

quoteI bund og grund er det jo bare fedt at se, at selvom der er en coronakrise lige nu, så kan der også komme noget positivt ud af det.

Stefan Flydtkjær, bilrådgiver, STS Biler, Herning

Bilsælgeren ved dog også, at et videoopkald ikke kan erstatte en købers første møde med duften af ny bil, og at langt størstedelen fortsat vil komme fysisk ud til bilforhandlerne.

Snart når den velkendte duft til Jens Erik Kruse Jensen bopæl i Tjørring, og det glæder han sig til.

- Jeg kan helt sikkert komme ud og se Danmark. Blandt andet køre ud til Vesterhavet og få noget frisk luft. Det har jeg ikke prøvet i mange, mange år, siger han.

Konen glæder sig også til at bilen lander i garagen. Hendes arbejde ligger nemlig 25 kilometer væk.