Liveblog: Følg minksituationen dagen igennem her

Alle mink i Danmark skal aflives efter fund af mutationer i covid-19. Følg dagens udvikling her.

20201105-183251-l_73mb.jpg
Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

I dag venter minkavlere og flere kommuner på udmeldinger fra regeringen, efter det onsdag blev meldt, at alle mink i landet skal aflives.

TV MIDTVEST er med på minkfarme, hos borgmestre og blandt borgere, når nye restriktioner rammer torsdagen igennem.

Følg med i livebloggen herunder, hvor TV MIDTVEST dagen igennem samler overblik og reaktioner på situationen.

5. nov kl. 21:08

Borgmester opfordrer til sammenhold

Thisteds borgmester Ulla Vestergaard kommenterer den nedlukning, der nu gælder i Thisted og seks andre kommuner de næste fire uger:

- Det er en anden hverdag, vi thyboer går i møde. Der er ingen tvivl om, at de nye restriktioner er et hårdt slag. Men vi skal nok komme igennem det her sammen. Vi skal vise resten af Danmark og verden, at vi passer på dem og hinanden, siger hun i en pressemeddelelse.

Ulla Vestergaard udtrykker også sin store sympati for de minkavlere, der mister deres levebrød. Og de mange erhvervsdrivende i Thy, der går en usikker tid i møde.  

- Det er en meget svær situation. Nu skal vi stå sammen, som vi har tradition for i vores kommune. Vi skal hjælpe hinanden, så vi hurtigst muligt kan komme tilbage til noget, der bare er nogenlunde normalt, siger Ulla Vestergaard.  

5. nov kl. 20:54

Efterskole får problemer med pendler-forbud

Efterskolerne må fortsætte trods de nye restriktioner. Alligevel står Skyum Idrætsefterskole med et problem.

- Mange medarbejdere bor uden for kommunen. Kan vi så passe arbejdet og lave mad til eleverne, spørger forstander Svend Hagelskjær.

Han håber, hans spørgsmål bliver besvaret i morgen på et videomøde med Efterskoleforeningen.

Allerede nu står det klart, at eleverne ikke kan tage hjem på weekend de næste fire uger. Hvis de gør, må de i hvert fald ikke krydse kommunegrænsen for at komme tilbage på skolen.

- Jeg håber, de bliver, siger Svend Hagelskjær.

Eleverne på Skyum må fortsætte på skolen, men de må ikke rejse frem og tilbage i weekenden.
Eleverne på Skyum må fortsætte på skolen, men de må ikke rejse frem og tilbage i weekenden.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST
5. nov kl. 20:24

Professionel sport bliver aflyst i de syv berørte kommuner

- Som vi har forstået det på de briefinger, vi fik forud for pressemødet, så kan den professionelle sport ikke spille turneringer, fordi det kræver, at man krydser kommunegrænsen, siger DIF-direktør Morten Mølholm.

- Og jeg tror ikke, det vil blive betragtet som et livsnødvendigt formål, forklarer Mølholm.

I Thisted kommune rammer det eksempelvis Mors-Thy Håndbold og Thisteds fodboldhold i kvindeligaen og 2. division

Endnu mangler DIF dog at få de skærpede restriktioner for de syv kommuner på skrift, men ifølge Morten Mølholm kan altså heller ikke den professionelle idræt i kommunerne fortsætte.

5. nov kl. 19:36

Pressemødet slut - her er hovedpunkterne

Regeringen har afsluttet det pressemøde, der fremlægger nye tiltag rettet mod Thisted, Vesthimmerland og fem øvrige nordjyske kommuner, hvor den nye mink-mutation af coronavirus har spredt sig til mennesker.

  • Undgå at krydse kommunegrænserne. Det bør man kun gøre, hvis man har et uopsætteligt ærinde eller en kritisk jobfunktion. Det gælder også pendling ind i de syv kommuner.
  • Offentlige og private arbejdspladser opfordres til at sende alle ansatte uden kritisk jobfunktion hjem.
  • Børn fra 5. til 8. klasse sendes hjem til fjernundervisning.
  • Restauranter, cafeer, kulturinstitutioner, idrætshaller, fitnesscentre og lignende lukkes ned.
  • Kollektiv trafik lukkes ned bortset fra skolebusser og transport til ansatte i kritisk funktioner på for eksempel sygehusene.
  • Og så forbereder Region Nordjylland coronatest af samtlige 280.000 indbyggere i de syv kommuner.

Restriktionerne gælder indtil 3. december.

I morgen begynder politiske forhandlinger om hjælpepakker i milliardklassen til minkavlere, følgeindustrien og de virksomheder, der rammes af de nye nedlukninger.