Coronavirus i Midt- og Vestjylland torsdag

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Lizabeth Menzies/AFP/Ritzau Scanpix

I livebloggen her kan du følge seneste nyt om coronavirussen i Midt- og Vestjylland torsdagen igennem.

23. sep kl. 15:36

Tvungne mundbind kan blive virkelighed i danske lufthavne

Når rejsende igen kan lette fra danske lufthavne, efter at coronavirusset har lukket grænser og holdt de fleste fly på jorden, vil det ske med nye regler for at mindske smittefare.

Hvordan de skal være, er den danske luftfartsbranche ved at finde frem til på baggrund af nye anbefalinger fra den europæiske luftfartsmyndighed, Easa.

Easa anbefaler ekstra rengøring, massiv skiltning og information om hygiejne og sikker afstand mellem passagererne i lufthavne og flykabiner.

Men derudover lyder det, at passagerer skal bære mundbind, fra de går ind i lufthavnen, mens de sidder i flyet, og til de forlader lufthavnsterminalen på destinationen.

/ritzau/

23. sep kl. 15:36

Coronadødstallet i Norden stiger til 5343

Det samlede antal døde i de fem nordiske lande som følge af coronaviruspandemien er natten til torsdag oppe på 5343.

Det er en stigning på 98 siden natten til onsdag. Døgnet forinden var der 100 dødsfald.

Her er de akkumulerede dødstal frem til klokken 01.00 torsdag. Tallet i parentes er dødstallet per 100.000 indbyggere. Der kan være forskel på landenes opgørelsesmetoder, hvorfor sammenligninger bør tages med forbehold.

* Sverige: 4220 døde (41,3). 95 døde på 24 timer.

* Danmark: 565 døde (9,7). 2 døde på 24 timer.

* Finland: 313 døde (5,7). 1 død på 24 timer.

* Norge: 235 døde (4,4). 0 døde på 24 timer.

* Island: 10 døde (2,7). 0 døde på 24 timer.

Kilder: Johns Hopkins University, Styrelsen for Patientsikkerhed, Landslægeembedet i Grønland./ritzau/

23. sep kl. 15:36

Superligafans ser frem til genstart trods tomme tribuner

Superligaentusiaster ser frem til at få sparket gang i Danmarks bedste fodboldrække igen efter en coronapause, der har strakt sig over 80 dage, når AGF og Randers onsdag klokken 19 genstarter ligaen.

På ubestemt tid vil det være uden tilskuere på tribunerne, men trods den manglende lydkulisse fra fansene på stadion vil langt de fleste danske fodboldfans følge ligaen i samme omfang, som de normalt ville gøre.

Det viser en måling, som analyseinstituttet Voxmeter har foretaget for Ritzau.

På spørgsmålet om hvordan det vil påvirke deres interesse i at følge Superligaen, når kampene gennemføres uden tilskuere på stadion, men alene er tv-transmitteret, svarer 50,2 procent af de 1089 respondenter, at de vil følge Superligaen lige så meget som før.

4,4 procent af de adspurgte svarer endda, at de vil følge mere med end før, mens 6,3 procent svarer, at de vil følge mindre med. 
/ritzau/

23. sep kl. 15:36

Forlængelse af betalingsfrister sikrer virksomheder milliarder

Regeringen vil indfase betalingsfristerne på A-skat, AM-bidrag og moms langsommere end planlagt. Det skriver Skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Det skal styrke virksomhedernes likviditet under coronakrisen og sikre danske job, er meldingen. Virksomhederne sikres mere end over 100 milliarder kroner i likviditet med manøvren.

Betalingsfristerne for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag for august, september og oktober udskydes med henholdsvis 4,5, 5,5 og 6,5 måneder. Det giver op til cirka 74 milliarder kroner i gennemsnitligt 5,5 måneder.

De forlængede betalingsfrister for de store virksomheders moms udskydes med 15 dage for afregningen for juli og syv dage for afregningen for august.

Det styrker likviditeten for de store virksomheder med cirka 32,5 milliarder kroner i henholdsvis 15 og syv dage.

Mellemstore virksomheders likviditet skønnes at blive styrket med cirka 18 milliarder kroner i 90 dage.

Momsperioderne for 3. og 4. kvartal for mellemstore virksomheder bliver desuden lagt sammen, så betalingsfristen udskydes til 1. marts 2021.

/ Ritzau /