Kommunerne vil have de ældste elever tilbage i skolen

Jacob Bundsgaard, formand for KL, opfordrer til, at de ældste elever komme tilbage i skole inden sommerferien.

Vi har rigtig mange, der brænder for at komme i gang igen, lyder det fra KLs formand.
Vi har rigtig mange, der brænder for at komme i gang igen, lyder det fra KLs formand.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Efter næsten to måneder med hjemmeundervisning for de ældste elever i folkeskolen bør det nu være tid til at komme tilbage på skolebænken.

Sådan lyder det fra Jacob Bundsgaard (S), der er formand for Kommunernes Landsforening (KL) og borgmester i Aarhus. Det skriver TV2 Østjylland.

Regeringen og Folketingets partier er i gang med at forhandle om, hvad der er det næste, som skal åbne i Danmark og hvornår.

Efter påske åbnede vuggestuer, daginstitutioner og skolerne for de yngste børn, men nu er turen kommet til de ældste elever i folkeskolen, lyder opfordringen fra Jacob Bundsgaard i forhold til anden fase af genåbningen.

- Jeg håber, at man vil tage et blik på hele den kommunale virksomhed. Vi har rigtig mange, der brænder for at komme i gang igen.

- Det er klart, at de ældste folkeskoleklasser fylder meget hos rigtig mange, og det vil være dejligt, hvis de ældste folkeskoleklasser – 9.-10.-klasser – kan få en god afslutning på deres folkeskoleuddannelse.

- Men det er op til Folketinget, og vi skal også kunne finde nogle praktiske løsninger på de åbninger, der så kommer til at finde sted, siger Jacob Bundsgaard til TV2 Østjylland.

For knap to uger siden lød det fra Jacob Bundsgaard og KL, at man ikke fandt det muligt at åbne for de ældste elever med de nuværende retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.

De lyder blandt andet på, at der skal være to meter mellem eleverne i klasseværelset.

Derfor har det været nødvendigt at dele eleverne op i flere klasselokaler for at forebygge smitte med coronavirus. Det har samtidig betydet, at der skal være mere personale til hver klasse.