Kommunenedlukning: Birgitte bor i Bjerringbro – nu må hun lukke sin restaurant i Klitmøller

Birgitte Nyboe Christensen har ikke længere mulighed for at åbne sit spisested i Klitmøller. Hun skal nemlig krydse kommunegrænsen for at komme til og fra arbejde.

Birgitte Nyboe Christensen kan ikke længere selv holde sit spisested i Klitmøller åbent. Hun bor nemlig i Viborg Kommune.
Birgitte Nyboe Christensen kan ikke længere selv holde sit spisested i Klitmøller åbent. Hun bor nemlig i Viborg Kommune.
Foto: Sofie Kyed, TV MIDTVEST

Normalt er lørdag en dag, hvor mange restauranter og spisesteder har travlt med at lave mad til deres gæster. Men sådan er det ikke hos Conrads Køkken i Klitmøller. Her har indehaveren i stedet travlt med at få tømt frituren, gjort komfuret rent og tømt køleskabet for madvarer.

- Det hele skal kunne stå urørt i en måned, og jeg kommer til at smide mange ting ud. Det bliver lidt dyrt, men sådan er det, siger Birgitte Nyboe Christensen.

Problemet er, at hun bor i Bjerringbro i Viborg Kommune, mens hendes spisested ligger i Thisted Kommune. Regeringen har skærpet corona-restriktionerne, så man som udgangspunkt skal blive i egen kommune i syv nordjyske kommuner – blandt andet i Thisted Kommune. Samtidig skal folk fra andre kommuner heller ikke komme på besøg.

- Jeg ville rigtig gerne have kørt takeaway, men det kan jeg ikke uden at krydse kommunegrænsen, siger Birgitte Nyboe Christensen.

Selv om hun lige nu forbereder Conrads Køkken til at være lukket ned i den måned, som de skærpede restriktioner er sat til, så håber hun alligevel, at der kan komme gang i køkkenet inden.

- Jeg har talt med en sød dame i Hanstholm, som er kok. Måske vil hun komme og køre takeaway hernede, hvis vi kan få det til at hænge sammen økonomisk, siger Birgitte Nyboe Christensen.

Travlt med takeaway

De skærpede restriktioner for de syv nordjyske kommuner betyder også, at restauranter og spisesteder fra i dag og den næste måned kun må sælge mad ud af huset.

Modsat situationen hos Conrads Køkken, så har de nye regler givet travlhed hos Det Gamle Røgeri i Thisted. Her knokler de i dag med at lave mad, som kunderne kommer og henter og tager med hjem.

- Kunderne er gode til at støtte os, så det er dejligt. De kommer både og køber takeaway og mad fra køledisken, siger Vivi Lynge Hald, der er indehaver af Det Gamle Røgeri.

Alle de ekstra corona-restriktioner i de syv nordjyske kommuner gælder til og med den 3. december.

3:42
En af de restriktioner, som nu træder i kraft, bliver, at al offentlig transport i en periode lukker i syv nordjyske kommuner.