Kørerlærer er bekymret for genåbning: - Så hellere vente nogle dage

Hvis der ikke er kommet retningslinjer til kørelærerne inden mandag, vælger kørerlærer fra Viborg at lade bilen holde i garagen lidt endnu. 

Er det forsvarligt at sidde tæt i en indelukket kabine med køreskoleelever allerede fra på mandag?

Kørelærer Peter Svolgaard fra Viborg er ikke sikker. I hvert fald savner han retningslinjer for, hvordan undervisningen kan fortsætte, så både elever og kørelærer kan føle sig sikret mod smittefaren.

- Vi er glade for at kunne komme til at tjene nogle penge igen, og vi har en helt masse elever, som står på spring for at komme videre med undervisningen. Men vi skal jo heller ikke starte op, hvis ikke vi er 100 procent sikre på, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt at gøre det.

- Ellers vil vi hellere vente nogle dage med at starte op, lyder det fra kørelæreren.

Der skal klare retningslinjer på bordet

Køreskolerne er blandt de erhverv, der efter Folketingets nye aftale kan genoptage arbejdet fra på mandag.

Lige nu venter kørelærererne dog på besked fra Dansk Kørelærer-Union, der, i samråd med sundhedsmyndighederne, er ved at undersøge, hvorvidt det er forsvarligt at gå i gang med køreundervisningen allerede nu.

Står det til Peter Svolgaard skal der nogle helt klare retningslinjer på bordet.

- Vi håber på, der kommer en manual, så vi punkt for punkt kan sige, hvad vi gør.

- Man kan sige, man skal have handsker på, inden man går ind i bilen, og at bilen skal være sprittet af. Måske skal man have mundbind på.

Man kan ikke bare sætte plexiglas op mellem kørelærer og elev, som vi ser det i eksempelvis supermarkeder?

- Det bliver noget juks, for vi skal have det sådan, at kørelæreren kan tage fat i rattet og gribe ind, hvis det bliver nødvendigt.

- Jeg er bekymret

Mens Peter Svolgaard går og venter på dissiner ovenfra, kan han, trods krisen, stadig glæde sig over, at genåbningen af hans hverv snart er en realitet.

Også selvom der fortsat er en anelse uro i maven.

- Jeg er bekymret, men et eller andet sted: Hvor længe skal der gå, hvis ikke vi starter op nu?

- Vi må tage vores forholdsregler og håbe på, vi ikke bliver syge. Og hvis vi bliver det, må vi håbe, der ikke er mange, der bliver det på én gang, siger Peter Svolgaard.

Du kan få overblikket over, hvilke erhverv der må åbne igen fra på mandag her. 

Tema

Coronavirus


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Erhverv.