Købmand i omikron-hotspot må undvære 12 ansatte: - Vi har rigeligt at se til, men folk tager det pænt

Købmanden i Bjerregrav fik pludseligt travlt, da 12 medarbejdere alle måtte i isolation på grund af udbruddet af omikron-varianten i byen.

Købmanden i Vester Bjerregrav har haft noget at se til, men holder humøret højt trods udbrud af ny smitte-variant.
Købmanden i Vester Bjerregrav har haft noget at se til, men holder humøret højt trods udbrud af ny smitte-variant.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Det har været nogle ualmindeligt travle dage for købemanden i Vester Bjerregrav, da udbruddet af omikron-smitte sendte personalet i isolation. 

- Det fylder selvfølgelig en del. Det er dét, det hele handler om i Bjerregrav i øjeblikket, siger Klaus Hansen Kristensen, der har Min Købmand i byen i Viborg Kommune. 

- Men jeg synes nu, folk tager det meget pænt. Der er jo ikke noget at gøre ved det. Vi må bare igennem det, der er ikke andet at gøre.

Lørdag 27. november afviklede Bjerregrav-Hersom Idrætsforening den årlige julefrokost i Hersom Forsamlingshus. Alt blev afviklet efter alle regler og forskrifter, men en eller flere deltagere til festen har taget covidsmitte i den nye variant omikron med sig til gilde. 

Og siden er smittetallet på egnen steget støt. I fredags var der 18 bekræftede tilfælde. Søndag steg tallet til 53 personer, der er testet positive efter festen, og mandag er antallet af smittede med omikron i Viborg Kommune steget til 92. 

Hver tredje dansker, der har omikron-smitten, kommer lige nu fra Viborg Kommune. 

Gik amok onsdag

Hos købmanden begyndte det at gå stærkt allerede i sidste uge. 

- Det gik amok i onsdags, og siden da har vi været rimelig hårdt spændt for. Vi har haft nogle rigtig lange dage på arbejde, siger Klaus Hansen Kristensen. 

- Og så har jeg gode medarbejdere, som kan hjælpe mig. 

Klaus Hansen Kristensen har selv arbejdet en del timer med at betjene kunderne siden udbruddet i Bjerregrav og omegn.
Klaus Hansen Kristensen har selv arbejdet en del timer med at betjene kunderne siden udbruddet i Bjerregrav og omegn.
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Der er i øjeblikket 12 medarbejdere i isolation. På grund af det manglende videnskabelige kendskab til den ny smitte-variant lyder retningslinjerne fra Sunhedsstyrelsen at både nære kontakter og nære kontakters nære kontakter skal gå i isolation indtil en negativ test på 6. dagen efter kontakten til den smittede.

- Fredag var svær, siger købmanden. 

-  Der var perioder, hvor det hele kørte op. Alle dem, der skulle møde på arbejde var i isolation, så jeg måtte trække i nogle tråde, siger han. 

Fik hjælp af tidligere ansatte

Det lykkedes blandt andet, at få hjælp af tidligere ansatte i butikken, som har givet en hånd med. Men det holder hårdt at få det hele til at gå op. 

Overfor Viborg Stifts Folkeblad peger borgmester Ulrik Wilbek (V) på, at hvis ikke reglerne for isolation ændres, vil det lukke hele kommunen ned i løbet af kort tid.

- Der vil komme flere tilfælde, og meget hurtigt kan vi stå i en situation, hvor vi ikke har sosu-assistenter og pædagoger på arbejde, fordi de skal isolere sig.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det fortsat de gældende retningslinjer, at 3. leds kontakter også skal gå i isolation.

Søndag sagde direktør i Statens Seruminstitut til TV2, at det fortsat gælder om købe tid, så flere danskere kan nå at blive vaccineret.  

- Vi tror på, at en del af dem kommer tilbage i overmorgen. Så der er lys for enden af tunnelen, siger Klaus Hansen Kristensen. 

Det er også lykkes den hårdt prøvede købmand at få en online bestillingsplatform, som han har arbejdet på henover sommeren, op at stå i løbet af ugen, så dem i isolation har kunnet bestille varer online i den lokale butik. 

1:10
- Vi har altid overholdt statslige opfordringer og retningslinjer, men vi er nødt til at sige, at vi sender ikke nære kontakter til nære kontakter hjem i alle tilfælde, siger kommunaldirektør i Viborg Kommune Lasse Jacobsen. Se Interviewet her.