Karinas første arbejdsdag efter coronakrisen: - Det sitrer i hele kroppen

Der var sommerfugle i maven, da Karina Rysberg Bay tjekkede ind på kontoret igen på rådhuset i Holstebro efter to en halv måned med hjemmearbejde.

Sekretariatsmedarbejder Karina Rysberg Bay er tilbage på kontoret ved siden af sin makker Jonna Brogaard. De to har glædet sig til igen at snakke om blandt andet fodbold.
Sekretariatsmedarbejder Karina Rysberg Bay er tilbage på kontoret ved siden af sin makker Jonna Brogaard. De to har glædet sig til igen at snakke om blandt andet fodbold.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

De sidste to en halv måned har Karina Rysberg Bay haft kontor hjemme ved spisebordet. 

Men i morges blev det hele pakket ned, og med to computerskærme under armen stemplede hun igen ind på rådhuset i Holstebro efter coronanedlukningen.

- Det er lidt lige som første skoledag eller første arbejdsdag. Det sitrer helt i kroppen, men det er også lidt underligt,  for man har kun set sine kollegaer på en skærm i lang tid nu, siger hun.

Karina Rysberg Bay er sekretariatsmedarbejder i Holstebro Kommune. Hun blev lige som resten af de ansatte sendt hjem den 12. marts og har indtil i dag arbejdet hjemmefra. 

- Det  har været super fint. For mig personligt har det gjort, at jeg kunne komme helt ned i gear og stadig holde et højt arbejdsniveau. Men jeg vil nu hellere på arbejde, siger hun.

Karina Rysberg Bay har haft to skærme installeret ved spisebordet under corona-nedlukningen, så hun kunne passe sit arbejde som sekretariatsmedarbejder hjemmefra.
Karina Rysberg Bay har haft to skærme installeret ved spisebordet under corona-nedlukningen, så hun kunne passe sit arbejde som sekretariatsmedarbejder hjemmefra.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Særlig stemning på rådhuset

Ved siden af Karina sidder Jonna Brogaard fra Vinderup, som er fuldmægtig ved kommunen.

Hun var også rigtig glad for at komme tilbage på kontoret i dag og ikke mindst se alle sine kollegaer.

-  Det er dejligt, og samværet er pragtfuldt at komme tilbage til. I morges vågnede jeg, før vækkeuret ringede. Det gør jeg ellers aldrig, siger Jonna Brogaard, der især har savnet den hurtige sparring med kollegaerne.

Kommunaldirektør Lars Møller mærker også, at der er en særlig stemning af første skoledag på rådhuset efter den lange nedlukning.

- Der er noget ekstraordinært her til morgen, og det er helt fantastisk at se folk tredimensionelt igen. Jeg kan næsten ikke lade være med at smile, siger han.

Kommunaldirektøren i Holstebro Kommune, Lars Møller, er glad for at få en stor del af sine ansatte tilbage på kontorerne fra i dag.
Kommunaldirektøren i Holstebro Kommune, Lars Møller, er glad for at få en stor del af sine ansatte tilbage på kontorerne fra i dag.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Vigtigt at have kollegaer

Under nedlukningen er kommunaldirektøren blevet klogere på flere ting.

- Vi kan løse meget på video og har fået idéer til nye arbejdsmetoder, men ikke alt kan løses der, og vi kan heller ikke undvære at være tæt på folk. Vi har fået en opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at have kollegaer, og hvad arbejdsfællesskabet betyder, siger han.

Karina Rysberg Bay er glad for endelig at vende tilbage til sin rigtige arbejdsplads, hvor der også bliver vendt andre ting end kun arbejde.

- Det betyder meget, at man også kan sammen på det personlige plan og kan snakke om andre ting som for eksempel fodbold. Det er det, der gør, at man har lyst til at komme på arbejde, siger hun.

Normalt er der omkring 500 mennesker på arbejde i Holstebro Kommune, men under coronakrisen har der kun været 8-10 stykker.

2:13