Jyske Bank venter milliardtab på corona

Jyske Bank har nedskrevet en milliard kroner på lån, som ikke forventes at komme tilbage.

Jyske Bank, Silkeborg
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix (arkiv)

Coronavirusset kan mærkes hos Jyske Bank, der kommer ud af første kvartal med et stort underskud.

Banken har på grund af coronavirusset nedskrevet en milliard kroner på lån, som ikke forventes at blive betalt tilbage. Det kan dermed betragtes som tab.

Derfor kommer banken ud af første kvartal med et minus på 780 millioner kroner.

Det er et markant fald fra et plus på 610 millioner kroner i samme periode sidste år. Det oplyser Jyske Bank i sit regnskab for første kvartal.

Nedskrivningen blev meldt ud i marts. Underskuddet i første kvartal var derfor forventet. Bankens forventninger til tab på udlån er baseret på erfaringer fra finanskrisen i 2008.

Jyske Bank forventer for hele 2020 at lande et resultat mellem nul kroner og 1,5 milliarder kroner. Banken understreger, at forventningen er behæftet med stor usikkerhed på grund af coronakrisen.

- Første kvartal 2020 er i udpræget grad påvirket af udbruddet af Covid-19, der har forværret de makroøkonomiske udsigter og øget usikkerheden på de finansielle markeder betydeligt, siger ordførende direktør Anders Dam i en kommentar til regnskabet.

Forventer fyringer

Banken oplyser i regnskabet, at den vil holde omkostninger i stram snor og derfor forventer at blive færre ansatte gennem resten af 2020. Jyske Bank har omkring 3500 fuldtidsansatte.

De danske banker har generelt set været ramt af udbruddet af coronavirus, som har givet forhøjede nedskrivninger.

Nordea nedskrev for en milliard kroner, mens Danske Bank har nedskrevet 4,25 milliarder kroner.

Med til den historie hører, at Danske Bank har en del kunder i oliesektoren, som er hårdt ramt af lave priser på olie, der delvist kan henføres til coronakrisen.