Jura-professor om minkgrave: - Der er tale om lovbrud

Det var ikke lovligt, da myndighederne i al hast besluttede at nedgrave mink i Holstebro og Viborg Kommuner. Det mener en ekspert i miljøret.

Minkgraven ved Nr. Felding ligger få hundrede meter fra Boutrup Sø.
Minkgraven ved Nr. Felding ligger få hundrede meter fra Boutrup Sø.
Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix

Minkgravene ved Nr. Felding og Karup er i strid med loven. Det mener Peter Pagh, som er professor i miljøret ved Københavns Universitet.

- Det er ikke heldigt, hvis medicinen er mere farlig end sygdommen. Det virker meget mærkværdigt.

Når man graver dyr ned, er der tale om deponering og bortskaffelse af døde dyr, og det er ifølge Peter Pagh omfattet af kravet om Miljøbeskyttelsesloven.

- Det kræver normalt miljøgodkendelse og forudgående miljøvurdering. Man kan ikke i miljøbeskyttelsesloven finde grundlag for at grave mink ned. Så skal man ophæve loven, eller også er der tale om lovbrud. Her er der tale om lovbrud, siger han.

Han mener også, at der skulle have været en aftale med kommunerne om nedgravningen af minkene. Og hvis de vil have minkene gravet op igen, har Holstebro og Viborg kommuner måske noget at gå efter i Mogens Jensens bekendtgørelse, der ifølge Pagh altså ikke er lovlig.  

- Det er fuldstændig hovedløst, at kommunerne ikke er blevet inddraget. Det skal de ifølge reglerne. Hvis de vil gøre noget nu, så skal de anfægte gyldigheden af bekendtgørelsen.

Minkgraven ved Karup ligger lige som den ved Nr. Felding på Forsvarets område.
Minkgraven ved Karup ligger lige som den ved Nr. Felding på Forsvarets område.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Undtagelse i særlige situationer

I helt særlige situationer er der dog i EU-forordningen hjemme til at nedgrave døde dyr, hvor reglerne kan fraviges i en kort periode. Men kun hvis nedgravningen eksempelvis sker i fjerntliggende området, som myndigerne på forhånd har udpeget.

- EU-reglerne er ikke fulgt, for minkene er gravet ned på Forsvarets område, og de har ikke en godkendelse til det, siger Peter Pagh.

Har man ikke tid til at overholde miljøbeskyttelsesloven, så skal der handles og ikke laves en bekendtgørelse.

- Jeg kan godt forstå, der ikke er tid til offentlig høring, som der ellers skal være. Men jeg kan ikke forstå, at man ikke følger reglerne og overlader det til flere myndigheder. Én myndighed skal selvstændigt tage stilling, siger han.

4:59
Mink er begravet for tæt på Boutrup Sø ved Nørre Felding. Nu skal problemet løses, siger Fødevareministeren.

Hjemmel i lovgivningen

Miljøstyrelsen har flere gange sagt, at der er taget hensyn til natur og grundvand ved minkgravene, og at de vil holde øje med området.

Overfor Dagbladet Holstebro understreger styrelsen, at der ikke er tale om ulovlige tilladelser til nedgravning af mink på militære områder og henviser til undtagelsesbestemmelsen i §4, som gør, at forsvarsministeren kan dispensere i beredskabssituationer.

- Nedgravningerne er fundet sted med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 19 og Miljøvurderingslovens § 4, siger Charlotte Moosdorf, konstitueret kontorchef i Miljøstyrelsen, til avisen.