Jan mangler førlighed og fysioterapeut: - Håber snart jeg kan komme i motionscenteret

​​​​​​​Mange er klar til at komme ud på den anden side af coronakrisen. Men hvem skal med på første bølge, når Danmark lige så stille genåbner? Vi har besøgt flere, som mener, de skal forrest i køen.

Jan Nielsen fra Skive er en af dem, der næsten ikke kan vente på, at Danmark vender tilbage til en normal hverdag igen.

Den 56-årige skibonit har mistet en del af sin førlighed efter en alvorlig blodprop i hjernen, og derfor har han konstant brug for at holde sine færdigheder ved lige hos sin fysioterapeut.

Træningen har han nu været afskåret fra i tre uger, hvor han har måttet nøjes med at lave øvelser hjemme i stuen.

- Jeg håber dælme godt nok, jeg snart kan komme i gang i motionscenteret igen. Men nu må vi se. Coronavirussen spænder godt nok ben for det hele lige nu.

- Jeg kan mærke, jeg ikke har så godt styr på balancen, som jeg plejer at have. Jeg er lidt mere usikker, når jeg går, siger Jan Nielsen.

Hvem skal med i første bølge?

Hvis alt går vel kan Danmark stille og roligt begynde at lukke op igen efter påsken.

Det meddelte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag.

Det kræver, at vi fortsætter i samme spor som i de seneste uger. Afstanden skal holdes, mens hensyntagen fortsat skal være i højsædet.

Og det er ikke kun Jan Nielsen fra Skive, der er klar til at blive en del af førstebølgen, når Danmark vender tilbage til mere normale tilstande.

I Viborg venter 19-årige Jayson Christensen også på afklaring. Han skal snart op til sine eksaminer på HF, og derfor er hjemmeskolen efterhånden ved at være utilstrækkelig.

- Jeg synes, det er frustrerende.  Vi håber, vi kan starte op efter påskeferien, så vi kan komme i skole igen. Det tror jeg, vi alle sammen savner, siger han.

Rektor på Viborg Gymnasium og HF, Lene Gade, erklærer sig enig.

- Nu skal det være. De har jo ikke en årskarakter at falde tilbage på, så de er helt afhængige af, at de har en nogenlunde normal eksamensperiode.

- Hvis man skal lukke op for nogen, så skal eleverne prioriteres.

Restauratør vil også med i første runde

Restauranter og caféer står ligeledes klar i kulissen.

- Jeg håber på, vi kan komme i gang igen så hurtigt som muligt. Det koster rigtig mange penge, det her, siger Peter Hammer, der er restauratør på Latinerly i Viborg.

- Jeg tror, folk trænger til at komme ud og komme lidt hjemmefra. Så jeg håber på, vi kommer med i første runde, lyder det.

Nedlukningen af Danmark fortsætter i første omgang til og med den 13. april.

En studerende, en pensionist og en restauratør mener alle at de bør prioriteres, når Danmark genåbner efter corona-krisen.