Ingen coronatest efter klokken 16: Borgmester vil have udvidet åbningstiderne

Skive hører ikke til den gruppe byer, der for nylig fik udvidet åbningstiderne i PCR-testcentrene. Men det er ikke godt nok, mener borgmesteren.

2:31
Borgmester Peder Christian Kirkegaard håber, at borgerrådgiveren gør det lettere for borgerne at forstå afgørelserne.
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Det er ikke lige nemt at blive coronatestet i alle byer.

I Skive åbner PCR-testcenteret klokken 9 og lukker igen klokken 16, og det gør det besværligt for byens borgere at nå forbi centeret.

- Det er et kæmpe problem, at vi ikke har flere muligheder i form af sene og tidlige tider, siger Hans Pedersen, som TV MIDTVEST mødte ved testcenteret i Skive søndag.

- Når man skal hente børn og sådan noget, så er det et problem, at der kun er åbent til klokken 16. Så jeg kunne godt se en fordel i, at der var åbent til 18 eller 19, siger en anden af søndagens testgængere, Bjarne Kjær Pedersen.

Skive ikke blandt de udvalgte syv

Tidligere på ugen udvidede Region Midtjylland åbningstiderne i syv af regionens PCR-testcentre, men Skive var ikke med.

Det betyder, at mens centrene i byer som Herning, Viborg og Holstebro holder åbent til klokken 20, så må man i Skive nøjes med en åbningstid, der kun strækker sig til klokken 16.

- Vi er rigtig skuffede over, at Skive ikke var med i regionens udvidelse af testtider, siger borgmester i Skive Kommune, Peder Chr. Kirkegaard (V).

Ifølge borgmesteren betyder åbningstiden i Skive, at borgerne ofte ender med at stå i kø.

Korte åbningstider giver virksomhed problemer

Hos elektronikvirksomheden DEIF i Skive bliver de korte åbningstider hos byens PCR-testcenter en stadig større udfordring i takt med, at flere vender tilbage på arbejde.

- Glæden ved, at vi kan være flere sammen nu, overskygges af, at det tager lang tid at blive testet. Jeg ser ikke testtiderne som særlig virksomhedsvenlige, siger Chanette Oksborg Pedersen, der er virksomhedens senior vice president for global operations.

Kan man ikke bare sende medarbejderne ned og blive testet i arbejdstiden?

- Selvfølgelig, og det gør vi også. Det bruger vi rigtig meget. Men stadigvæk vil det være mere hensigtsmæssigt, at man kan blive testet på vej til eller fra job, siger Chanette Oksborg Pedersen.

Borgmester: Kig på behovet i stedet for byens størrelse

Skive er ikke det eneste sted, der må nøjes med en forholdsvis kort åbningstid. Også i blandt andet Ringkøbing, Struer og Lemvig lukker PCR-testcentrene klokken 16 eller tidligere.

I stedet for kun at kigge på byernes størrelse, så vil borgmester Peder Chr. Kirkegaard gerne have Region Midtjylland til at ændre åbningstiderne ud fra, hvilke byer der oplever kø ved testcentrene.

- Jeg synes, man skal se på, hvor behovet er. Det må være det, der er prioriteringen. Det kan jo godt være, at der i de større byer ikke er så store køer, men det virker til, at ventetiderne er længere i Skive, end de er andre steder. Vi synes ikke, det er rimeligt, at man skal stå i kø op til halvanden time to gange om ugen, siger han.

Det har ikke været muligt for TV MIDTVEST at få en kommentar fra Region Midtjylland, men regionsrådsformand Anders Kühnau (S) forklarer til Skive Folkeblad, at man har valgt at starte med de syv største steder i regionen.

- Det er simpelthen et spørgsmål om kapacitet. Vi har begrænset kapacitet, siger Anders Kühnau til Skive Folkeblad.

Han vil dog ikke udelukke, at åbningstiderne kan blive udvidet på et senere tidspunkt.