I dag starter testen af 115.000 vestjyske borgere

Efter der er fundet minkvarianter af covid-19 i tests fra Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommune, skal alle borgere nu testes.

Alle borger i Holstebro og Ringkøbing-Skjern skal i de kommende uger testes for corona.
Alle borger i Holstebro og Ringkøbing-Skjern skal i de kommende uger testes for corona.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Minksmitte er nu også en risiko i Midt- og Vestjylland, og opsporingen af smittekæder med muteret covid-19 starter i dag.

- Grunden til at man er bekymrede for de her varianter, det er, at man er bange for, at de på sigt udvikler sig til at kunne undvige den effekt, man har i vacciner, fortæller Lars Erik Larsen, der er professor i veterinær virologi ved Københavns Universitet.

Derfor er der altså ingen grund til bekymring, og Lars Erik Larsen fortæller, at man ikke er i større risiko, hvis man skulle blive testet positiv med en muteret form af covid-19.

- Hvis du får virus i morgen, så er det lige meget, om du får den gamle virus fra mennesker, eller om du får minkvarianten, siger han.

Ingen lukkede kommuner, men masser af test

Der kan lige nu testes 11.500 personer om dagen i Region Midtjylland, men i de kommende uger skal der mange flere igennem maskineriet.

- Vi er i øjeblikket ved at se på udvidelsen af testkapaciteten. Dels ved teststationerne og så flytte rundt på vores mobile enheder, så vi får udnyttet den kapacitet, vi får tildelt fra nationalt hold i morgen, siger Per Sabro Nielsen,der er lægefaglig direktør for præhospitalet i Region Midtjylland.

Den 5. november lukkede Nordjylland efter man havde fundet en coronavariant, der blev døbt cluster-5.

- Det er ikke sådan, at de her varianter er mere smitsomme eller sygdomsfremkaldende hos mennesker, det er simpelthen bare en indikation af, at virussen på et tidspunkt har været i en mink, fortæller Lars Erik Larsen.

Selvom man nu har fundet muterede varianter af corona i Holstebro og Ringkøbing-Skjern, er der er ingen indikationer om, at der kommer yderligere restriktioner i de to vestjyske kommuner.

2:06
Op mod 115.000 borgere i Holstebro og Ringkøbing-Skjern Kommune skal over de næste uger testes.