I dag åbnede genbrugspladserne med kø flere steder: Sådan skal du forholde dig

Genåbningen af flere af landets genbrugspladser blev nogle steder mødt med kø. Andre steder forløb det mere roligt.

Der var travlhed på Holstebros genbrugsplads, da de tirsdag genåbnede.
Der var travlhed på Holstebros genbrugsplads, da de tirsdag genåbnede.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Tirsdag er en dag, som mange har ventet på i denne corona-tid, for her genåbner de fleste af genbrugspladserne i landsdelen.

Et af de steder, hvor dagen især var ventet på med længsel, er Holstebro Genbrugsplads. Her var der kø fra morgenstunden med minimum 10 til 12 biler i kø hele tiden.

- Vi havde forberedt os på, at det kunne give nogle udfordringer med besøgende specielt her i Holstebro. Derfor har vi fået hjælp til trafikreguleringen, fortæller Gitte Bak, der er chef for borgerrelaterede opgaver i Nomi 4S.

Nomi 4S er et fælleskommunalt ressourcecenter, som håndterer affald.

Trafikreguleringen skete på Holstebro Genbrugsplads med hjælp fra hjemmeværnsfolk, der sørgede for, at alt forløb ordentligt. Ellers kunne det have skabt trafikkaos.

- Her i Holstebro havde det ikke været optimalt, hvis vi havde haft kø helt ned til motorvejskrydset. Derfor har vi fået hjælp til det, siger Gitte Bak.

Hun forventer, at der kommer flere rykind på genbrugspladsen i Holstebro, hvor der kan være kø for at komme ind.

Mindre travlt i Viborg

I Viborg er byens genbrugsplads også genåbnet i dag. Dog med lidt færre antal besøgende end i Holstebro.

De havde dog frygtet mange besøgende og derfor sat et krav op: Hvis du skal ind på genbrugspladsen tirsdag, skal din nummerplade ende på et lige tal.

- Det har vi gjort for at være sikre på at kunne håndtere mængden af biler og de mennesker, der gerne vil ind på genbrugspladsen. Der var en klar fornemmelse af, at der var et stort pres på genbrugspladserne. Så vi ville være sikre på at være klar til det. Det har vi gjort ved at være velforberedte og melde ud i pressen, hvordan vi ville styre det, siger Gert Schandorff, der er afdelingsleder på genbrugspladsen.

Søren Falstie fra Viborg havde taget turen til genbrugspladsen tirsdag.
Søren Falstie fra Viborg havde taget turen til genbrugspladsen tirsdag.
Foto: Jonas Bach Sørensen

Her var Søren Falstie fra Viborg en af de heldige med den rigtige nummerplade, og derfor havde han taget turen til genbrugspladsen med en trailer fyldt med haveaffald.

- Jeg kunne godt have ventet. Men nu skal jeg hjem på terrassen med en kop kaffe og nyde, at haven er ren, siger han.

Genbrugspladserne i Holstebro og Viborg overholder begge regeringens retningslinjer for, hvor mange der må samles ét sted, og derfor er der restriktioner for, hvor mange der må komme ind, ligesom der er fremstillet håndsprit og plastikhandsker begge steder.

Råd fra Dansk Affaldsforening

Sidder du derhjemme og overvejer, om du skal tage den fyldte trailer og køre ned på genbrugspladsen for at tømme den, er rådet fra Dansk Affaldsforening simpelt: Vent!

- Vores anbefaling er, at man skal overveje, om man kan vente med at tage afsted.

- Det vil lette presset, hvis vi kan få spredt det ud over dagene frem mod påske, siger direktør i Dansk Affaldsforening, Mikkel Brandrup til Ritzau.

Direktøren kan dog godt forstå, hvis man som borger alligevel tager afsted. Hvis man gør, har Dansk Affaldsforening følgende tips til, hvordan man gør besøget nemmere.