Hver tredje minkfarm i landet er berørt af coronavirus

Der er i alt 1138 minkfarme i Danmark. Af dem er 400 berørt af coronavirus.

Flere minkfarme i Midt- og Vestjylland er også ramt af coronavirus (arkivbillede).
Flere minkfarme i Midt- og Vestjylland er også ramt af coronavirus (arkivbillede).
Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Antallet af minkavlere, der skal aflive deres mink på grund af coronavirus, fortsætter med at stige.

Der er nu fundet coronavirus på i alt 191 minkfarme, mens 209 farme ligger inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm.

Det oplyser Fødevarestyrelsen til Ritzau.

Det betyder, at minkene på i alt 400 af landets 1138 minkfarme umiddelbart skal eller er blevet aflivet. Det svarer til hver tredje i landet.

Fredag lød det dog fra fødevareminister Mogens Jensen (S), at en række minkfarme ramt af coronavirus kan få lov til at beholde deres raskmeldte dyr.

Mink smittet med coronavirus mellem 15. august og 15. september kan få lov til at blive pelset, hvis de har udviklet antistoffer mod virusset.

Det gælder dog ingen besætninger syd for Limfjorden, lød det.

Den seneste tid har coronasmitten bredt sig på landets minkfarme.

1. oktober blev det besluttet, at mink på de ramte farme og på de farme, som var inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farm, skulle aflives.

Minkavlerne får økonomisk kompensation for tabet af deres dyr.