Hospitalspræster står klar til at hjælpe coronapatienter

Som de første i landet er midtjyske hospitalspræster klar til at rykke ud til coronasmittede på sygehusene.

Landets sygehuse er lukket land for tiden. Kun hvis der er tale om nære pårørende, der vil besøge en kritisk syg eller døende person, kan man komme ind. Forældre og nære pårørende kan også få lov at besøge indlagte børn. (Arkivfoto).
Landets sygehuse er lukket land for tiden. Kun hvis der er tale om nære pårørende, der vil besøge en kritisk syg eller døende person, kan man komme ind. Forældre og nære pårørende kan også få lov at besøge indlagte børn. (Arkivfoto).
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

10 midt- og vestjyske hospitalspræster står klar til at iføre sig handsker, masker og overtræksdragter, hvis indlagte smittet med coronavirus får brug for at tale med en præst.

- Der arbejdes på at lave et nødberedskab i hele Danmark. Vi har nok været de første, der har fået det organiseret, siger Dorte Sørensen, der er provst for hospitalspræsterne i Region Midtjylland.

Fredag middag er 186 personer landet over indlagt med coronavirus. De 23 af dem på sygehuse i Region Midtjylland.

Der er indført skærpede restriktioner for besøgende på landets sygehuse i bestræbelserne på at begrænse smittespredningen.

Det er forbudt for pårørende at ledsage eller besøge indlagte, med mindre der er tale om nære pårørende til en person, der er kritisk syg eller døende.

Forældre eller nære pårørende til mindreårige børn har også mulighed for at komme ind på de ellers lukkede sygehuse.

Men alle andre besøg er sat på standby.

Hospitalspræsterne er helt bevidste om, at de skal begrænse kontakten til sygehusene mest muligt.

Derfor er førstevalget for hospitalspræsterne også en telefon- eller en videosamtale med den indlagte.

Men det er ikke altid, det er nok.

- Der er allerede gennemført samtaler mellem præsterne og patienter med Covid-19 (sygdommen, der udløses af coronavirus, red.) via telefon eller Skype.

- Men for en del patienter vil det ikke være nok. Den giver ikke den ro, patienten har brug for, forklarer Dorte Sørensen.

Præsten repræsenterer for nogle en slags guddommeligt nærvær, siger hun.

- Ikke sådan at forstå at patienten tænker, at præsten er lig med Gud. Men der rykker en form for guddommeligt nærvær ind på stuen, siger hun.

Præsterne, der står klar til at iføre sig værnemidler, er ifølge provsten alle erfarne folk.

Hvis antallet af smittede med coronavirus fortsætter med at stige, forudser provsten også en opgave for hospitalspræsterne i at tale med de pårørende.

- Hvis det udvikler sig, som man kan frygte, så bliver der hundredvis af pårørende, der står med mange spørgsmål, ofte også om skyld.

- Nogle er jo blevet smittet af nære pårørende, og det kan udløse en voldsom skyldfølelse, siger Dorte Sørensen.

/ritzau/