Holch Povlsen skyder milliarder ind i kriseramte Bestseller

Ejeren Anders Holch Povlsen vil redde Bestseller gennem corona-krisen med et stort milliardbeløb.

Tøjmærket Vero Moda er en del af den kriseramte Bestseller-koncern Foto: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix

Mode-koncernen Bestseller med hovedsæde i Brande er i dyb krise.

Nu forsøger ejeren, Anders Holch Povlsen, at redde familiens livsværk med en kapitalindsprøjtning på adskillige milliarder.

Læs også Gik til kamp mod Bestseller: Nu får Hanne sin husleje

Der skriver Berlingske.

- Jeg er kommet med alt, jeg har, og så har jeg spurgt nogle banker, om de kan hjælpe i en periode, og det ville de gerne. Det er ikke noget, vi har for vane at gøre. Men det her er en usædvanlig situation, siger han til avisen.

Holch Povlsen vil ikke oplyse det præcise beløb, men han siger, at det svarer til Bestsellers samlede overskud de seneste fem år.

Ifølge Berlingske er det 7,8 milliarder.

Fyrede 750 ansatte og ville ikke betale husleje

Holch Povlsen er blevet kritiseret for sin måde at behandle andre på under finanskrisen.

Bestseller har fyret 750 ansatte og sendt 2.400 andre hjem indtil videre, og koncernen har heller ikke villet betale husleje for de 250 lejemål, som huser Bestsellers brands som for eksempel Jack & Jones, Vero Moda, Only og Name It.

Bestsellers finansdirektør Thomas Børglum Jensen argumenterede for ti dage siden for huslejestoppet. Han sagde dengang, at Bestseller er i en svær situation.

Det fik kun kritikken af Holch Povlsen til at stige, fordi han gennem årene har trukket størstedelen af overskuddet ud af Bestseller og over i sit holdingselskab Heartland. Ifølge Avisen Danmark drejede det sig sidste år om ikke mindre end to milliarder kroner.

Jeg har heldigvis lidt at stå imod med

Anders Holch Povlsen, Ejer, Bestseller

Nu har Anders Holch Povlsen og Bestseller ombestemt sig. Holch Povlsen har skudt milliarder fra familiens øvrige formue ind i Bestseller og betaler nu husleje alligevel.

- Vi har heldigvis drevet en sund virksomhed i Bestseller i mange år, og jeg har heldigvis også lidt at stå imod med, og derfor har vi nu et stærkt kapitalberedskab, siger Anders Holch Povlsen til Berlingske.

Læs også Bestsellerejer betaler alligevel husleje efter kritik

Avisen skriver videre, at Bestseller omsatte for 25,8 mia. kr. sidste år. Anders Holch Povlsen oplyste for nyligt til Børsen, at Bestseller i øjeblikket mister 100 mio. kr. om dagen.

Med en bundlinje på 2,1 mia. kr. i det nyeste Bestseller-regnskab, tabes der altså på godt 20 dage mere, end man normalvis tjener på et helt år.

Holch Povlsen og pengene

  • Familien Holch Povlsen er Danmarks tredje-rigeste familie med en formue på 56,2 milliarder. På verdensplan er familien nummer 252 på magasinet Forbes liste over verdens rigeste.
  • Holch Povlsen har holdingselskabet Heartland, der er moderselskab for Bestseller-koncernen og Holch Povlsens øvrige investeringer.
  • Heartlands omsætning var over 32 milliarder kroner i regnskabsåret 2018/19. Der er næsten 300 selskaber i koncernoversigten.
  • Ud over Bestseller har Anders Holch Povlsen blandt andet investeret i online-butikkerne Asos og Zalando, i netsupermarkedet nemlig.com og i butikskæden Normal. Desuden har han investeret i værdipapirer, ejendomme og jord.
  • Holch Povlsen blev i 2018 den største private jordbesidder i Skotland gennem selskabet Wildland Limited, der har købt jord og ejendomme op i Skotland siden 2006.

Kilder: Berlingske, B.T. samt seneste årsrapport fra Heartland A/S.