Hjertet banker for B&O: - Det er jo klenodier

Johan Winther Rasmussen har været aktionær i B&O i mange år. Han mener, det er nødvendigt med nye aktionærer for at sikre overlevelse.

Johan Winther holder trofast ved sine B&O-aktier.
Johan Winther holder trofast ved sine B&O-aktier.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Tidligere i dag meddelte Bang & Olufsen, at virksomheden vil sælge aktier for 400 millioner kroner for at komme gennem en hård tid plaget af covid-19.

- Der er jo ingen, der ved, hvor den her krise med corona lander henne. Det er jo ikke noget, vi har prøvet før, siger Johan Winther Rasmussen, der er aktionær i B&O til TV MIDTVEST.

Det har indtil videre ikke været et godt år for virksomheden, der allerede har været nødt til at lukke 300 butikker og fyre 115 medarbejdere. Dagens store salg af aktier er ikke noget, der kom bag på Johan Winther Rasmussen.

- Jeg synes sådan set, at det er lidt ærgerligt, men det er også nødvendigt likviditetsmæssigt, for ellers kan de ikke klare sig. Den omstilling, man var i gang med, har man jo ikke fuldført, så det er nødvendigt, at man tager et ordentligt håndgreb, siger han.

Hjertet banker for Bang & Olufsen

Bang & Olufsen blev stiftet i 1925 og har hovedsæde i Struer. Johan Winther Rasmussen vurderer, at virksomheden har 50 procent chance for at komme gennem krisen, men hvis han bruger hjertet, så vil han gerne strække sig helt op på 80 procent.

- Det gør jeg fordi, det har Danmark fortjent, og det har B&O fortjent, fordi det er jo også klenodier. 

- Jeg mener, at for Danmark og for egnen her, så er det rigtig væsentligt, at det lykkes. Man kan jo også se, at dem der slutter op omkring det, de gør det med hjertet, fortæller Johan Winther Rasmussen.

Udover det store aktiesalg, så har ledelsen og direktionen i virksomheden valgt, at de i en periode vil gå 20 procent ned i løn, som endnu et middel til at sikre fremtiden.

- Det synes jeg er et super signal. Det ville jeg også selv gøre, hvis det var mig, fordi det afgørende er jo, at man selv er nødt til at gå forrest.