Håndtryk i en coronatid: Ringkøbing-Skjern byder nye statsborgere velkommen

Med håndtryk og underskrift modtog syv personer i dag deres statsborgerskab i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Jana Jørgensen er en af de syv, der i dag for første gang kunne kalde sig for dansk statsborger efter et håndtryk med borgmesteren.
Jana Jørgensen er en af de syv, der i dag for første gang kunne kalde sig for dansk statsborger efter et håndtryk med borgmesteren.
Foto: Caroline Siegumfeldt TV MIDTVEST

I dag kunne borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard (V), ønske hele syv personer tillykke med statsborgerskabet.

- Vi havde egentlig planlagt at gøre det i starten af april, men det måtte vi ændre på grund af Covid-19-situationen, siger Venstre-borgmesteren Hans Østergaard.

- Jeg synes, at det mest naturlige i verden var at ændre datoen til Grundlovsdag, fortsætter han.

Og selvom coronavirus fortsat er i blandt os, og sundhedsmyndighederne anbefaler, at man undgår at trykke hånd, blev der altså ikke lavet om på ritualet på rådhuset i Ringkøbing-Skjern.

- Jeg lytter til, at man arbejder på en lovændring, der skal suspendere den del, der hedder håndtryk. Men for mig er det helt hovedrystende. Lad os nu komme videre, siger Hans Østergaard.

En fin ceremoni

En af de syv, der i dag fik sit statsborgerskab, er Jana Jørgensen. Hun nød den traditionelle indvielse i det danske samfund.

- Det var rigtig specielt. Det var en rigtig fin ceremoni og en fin tale han holdt, fortæller Jana Jørgensen.

- Det er en lettelse. Ah, det føles godt, fortsætter hun.

 
 
Foto: Caroline Siegumfeldt TV MIDTVEST

Heller ikke Jana Jørgensen var nervøs ved at skulle give håndtryk, selvom det strider imod sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

- Jeg synes, det var en smuk del af ceremonien. Jeg synes, det passede fint i tråd med, at når man har givet sin underskrift, så giver man også hånd, fortæller hun.

- Jeg tænkte mest over corona i forhold til, at vi ikke kunne være flere. Jeg ville have ønsket, at jeg kunne have mødt de andre, der også modtager deres statsborgerskab i dag, fortsætter hun. 

Borgmesteren var da også glad for, at han valgte at gennemføre ceremonien på klassisk vis.

- Jeg synes, håndtrykket betyder en del. Jeg er glad for, at jeg kan være med til at festligholde den her dag for de borgere, der har fået indfødsret og statsborgerskab, siger Hans Østergaard.