Genåbnede museer opfordres til at droppe rundvisninger

Når museer og zoologiske haver genåbner den kommende tid, bør de aflyse rundvisninger, viser retningslinjer.

Holstebro Kunstmuseum set udefra.
Holstebro Kunstmuseum set udefra.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Selv om en række kulturinstitutioner fra torsdag har haft lov til at genåbne, bør regler om afstand mellem kunder stadig overholdes.

Derfor opfordres de til at aflyse aktiviteter, der får folk til at stimle sammen. Det betyder eksempelvis, at genåbnede museer og zoologiske haver bør droppe de guidede rundvisninger.

Det fremgår af retningslinjer, der er udsendt fra Kulturministeriet, og omfatter kulturinstitutioner såsom museer, kunsthaller, zoologiske haver og lignende.

Her står blandt andet, at "institutionerne bør undlade at gennemføre aktiviteter, der fremmer sammenstimling af mange mennesker, for eksempel foredrag, forestillinger, rundvisninger og arrangementer".

Generelt opfordres kulturinstitutionerne til at sikre kunderne adgang til at kunne vaske eller afspritte hænder. Myndighedernes råd og anbefalinger bør desuden hænge synligt, lyder det.

Ministeriet påpeger, at retningslinjerne er vejledende, men at kulturinstitutioner skal overholde love og regler.

Det gælder eksempelvis forsamlingsforbuddet, der fastslår, at man maksimalt må være samlet ti personer ad gangen både indenfor og udenfor.

På landets biblioteker er det de ansatte, der skal overvåge, at retningslinjerne overholdes. Derfor bør bibliotekerne heller ikke være ubemandet på noget tidspunkt, når de genåbner, lyder det.

Og da det er svært at sørge for at få afsprittet computere, printere og lignende udstyr, som folk kan bruge på bibliotekerne, bør de slet ikke benyttes, anbefaler Kulturministeriet.

Dog er der ikke særlige regler for bøger, som folk låner og afleverer. I retningslinjerne står der, at "afleverede materialer bør håndteres tilstrækkeligt sikkert af personalet".

Det er dog ikke præciseret, hvordan de ansatte skal gøre det - bortset fra at de skal have god håndhygiejne.