Frisør glæder sig til at åbne: - Vi skal nok blive klar

På mandag åbner frisørsalonen Zoom By Zoom i Skive igen. Her glæder Marianne Henriksen sig til at se sine kunder igen, men lige nu har hun travlt med at få styr på de sidste værnemidler og vagtplaner.

- Vi vidste godt, at når der først blev trykket på knappen, så fik vi mange ting, vi skulle nå i sidste øjeblik. Så vi bliver klar og kommer til at stå med kunder fra mandag klokken 8, lyder det fra Marianne Henriksen.
- Vi vidste godt, at når der først blev trykket på knappen, så fik vi mange ting, vi skulle nå i sidste øjeblik. Så vi bliver klar og kommer til at stå med kunder fra mandag klokken 8, lyder det fra Marianne Henriksen.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Marianne Henriksen har haft en helt speciel morgen.

Over natten er det nemlig blevet besluttet, at frisører må åbne op igen på mandag.

- Det har jo været en vildt spændende morgen. Da jeg stod op 6.30, kunne jeg se, at telefonen begyndte at bimle og bamle, fordi det nu er realistisk at åbne på mandag, fortæller Marianne Henriksen, der er medejer af frisørsalonen Zoom By Zoom i Skive.

Hun havde håbet, at frisører måske snart kunne åbne igen. 

- Så jeg var sindssygt glad, da det så hurtigt også blev en mulighed. Og vi er klar. Vi skal selvfølgelig lige have planlagt nogle ting, men vi skal nok blive klar, siger hun.

Her til formiddag blev personalet indkaldt til et hastemøde for at få det hele op at stå inden åbningen mandag.

Nu står den på planlægning

Efter nattens forhandlinger gik der ikke længe, før Marianne Henriksen indkaldte sit personale til et hastemøde.

For der er mange ting, de skal have styr på, inden de åbner.

- Vi vidste godt, at når der først blev trykket på knappen, så fik vi mange ting, vi skulle nå i sidste øjeblik. Men vi bliver klar og kommer til at stå med kunder fra mandag klokken 8, lyder det fra Marianne Henriksen.

Fredag middag holdt personalet i frisørsalonen Zoom By Zoom hastemøde om, hvordan de skal åbne på mandag. De snakkede blandt andet om værnemidler og vagtplaner.
Fredag middag holdt personalet i frisørsalonen Zoom By Zoom hastemøde om, hvordan de skal åbne på mandag. De snakkede blandt andet om værnemidler og vagtplaner.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Noget af det, der kræver lidt ekstra planlægning, er, hvor meget tid der skal bruges mellem hver kunde til at spritte borde, stole og frisørgrej af.

- Vi skal selvfølgelig nok være forsvarlige hernede, og det er jeg slet ikke nervøs for, for det handler meget om sund fornuft, siger Marianne Henriksen.

Derfor kommer salonen nok til at have lidt færre kunder per dag end før coronakrisen.

Hun fortæller også, at de har næsten alle værnemidler på plads. Salonen har endda visirer, selvom sundhedsmyndighederne ikke kræver, at frisørerne bruger dem.

Så det sidste, der skal gå op i en højere enhed, er vagtplanen.

- Vi skal være her mere forskudt af hinanden, så nogle møder tidligere og andre senere, så vi ikke står fem frisører på samme tid. Det vil vi prøve at planlægge os ud af, fortæller Marianne Henriksen.

Og selvom det bliver en noget anderledes salon, hun kan slå dørene op til på mandag, så glæder hun sig til at byde kunderne velkommen.

- Det er en vild lettelse og en dejlig følelse, fordi man ved, at der er mange derude, der har savnet os, og vi har også savnet dem og vores hverdag. Så det er en virkelig rar følelse at få lov. Det bliver en speciel dag på mandag, fortæller hun.