Frans Nielsen fanget i corona-pause: - Ved ikke engang, om vi kan komme ind i Danmark

Coronavirussen er også kommet til USA, og det har betydet, at NHL er sat på pause.

Frans Nielsen var med på en telefonforbindelse, da TV MIDTVEST snakkede med ham.
Frans Nielsen var med på en telefonforbindelse, da TV MIDTVEST snakkede med ham.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Ligesom så mange andre er ishockeyspilleren Frans Nielsen fra Herning i venteposition. Han venter på, at der kommer en udmelding, så han enten kan tage til Europa med sin familie eller begynde at spille ishockey i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Det, der holder det hele i venteposition, er coronavirussen.

NHL er sat på pause, men fordi ingen ved, hvornår det amerikanske samfund igen kan genoptages i normal stil, og derfor bliver intet meldt ud.

- Vores sæson herovre er endnu ikke blevet endegyldigt aflyst. Så jeg kan ikke tage hjem til Europa, hvis der er chance for, at vi skal starte igen om to uger eller tre uger. Så vi venter lidt på mange ting. Vi vil gerne vide, før vi tager hjem, at sæsonen er aflyst herovre, siger Frans Nielsen til TV MIDTVEST.

Ishockeyspilleren kan dog ikke bare tage til hjemlandet Danmark for at afvente situationen.

- Min kone er fra Sverige, og mine børn har amerikansk pas, så jeg ved ikke engang, om vi kan komme ind i Danmark. Så indtil det er ovre, så tror jeg, at vi bliver herovre, fortæller han.

Forsøger at holde sig i form

Ligesom i Danmark har USA taget de samme tiltag for at mindske smitterisikoen af covid-19 ved at lukke skoler, børnehaver og andre institutioner.

Derfor er han sammen med sin familie taget fra Detroit, hvor han spiller for klubben Red Wings, til New York, hvor de har et hus med noget mere jord. Her kan både børnene og han udfolde sig mere.

- Jeg forsøger at komme ud at løbe for at holde mig i form. Vi har lidt vægte og en del land herude, hvor jeg kan røre mig lidt. Det er selvfølgelig ikke det samme som at være i et rigtigt vægtlokale. Jeg forsøger at blive i en form, hvor jeg kan komme tilbage til kampform i løbet af et par uger eller tre, forklarer den 35-årige dansker.

Alle ishockeyhaller er lukket, så Frans Nielsen må holde sig i styr på anden vis.

Kommer ikke til at opleve det igen

Frans Nielsen har aldrig oplevet en sportssituation som den, der er lige nu. Det tætteste, han kommer, er i de sæsoner, hvor han og de andre spillere har strejket.

Men ikke at vide hvornår eller om ligaen starter igen i denne sæson, er en mærkelig følelse.

- Jeg synes, at det er surrealistisk og urealistisk. Jeg kommer ikke til at opleve det igen med de år, jeg har tilbage af min karriere. Vi har prøvet det lidt i NHL med de strejker og lockouts, vi har haft tidligere, hvor vi ikke har spillet eller vidst, om sæsonen ville komme i gang. Jeg tog selv til Finland og spillede dengang og holdt mig i form, til ligaen startede igen. Nu er der ingenting at gøre. Vi skal alle sammen blive hjemme. Vi er alle sammen i samme position. Det er en helt anden situation, end jeg nogensinde har været i før, siger Frans Nielsen.

Ishockeyspilleren fra Herning tror ikke, at han kommer til at opleve noget lignende i sin karriere igen.

Ifølge ham selv har han to-tre-fire år tilbage at spille i.