Forvirrede musikskoler ved ikke, om de må åbne: - Vi er dumpet ned mellem to stole

Kulturskolen Viborg åbner mandag, mens man i Skive Kommune venter på grønt lys fra Kommunernes Landsforening.

Anja Brejner Højgaard, der er leder af Skive Musikskole, ved endnu ikke, hvornår de kan byde elever velkommen inden for igen.
Anja Brejner Højgaard, der er leder af Skive Musikskole, ved endnu ikke, hvornår de kan byde elever velkommen inden for igen.
Foto: Kasper Riis Kristensen

Forvirringen er total blandt landsdelens musikskoler.  

Nogle åbner på mandag, mens andre endnu ikke ved, om de må åbne eller ej.  

Musikskolerne er nemlig ikke blevet nævnt i planerne for genåbningen af Danmark.  

Det betyder, at det er de enkelte byråd ude i kommunerne, der må vurdere, om det er forsvarligt at lade musikskolerne åbne. Og det ser de enkelte kommuner meget forskelligt på.  

Skive Musikskole er blandt dem, der endnu ikke må åbne. Det fortæller Anja Brejner Højgaard, der er leder af musikskolen.  

- Ligesom mange andre musik- og kulturskoler føler vi, at vi er dumpet ned imellem to stole. Vi mangler nogen, der siger, hvornår det er vores tur til at få startet op igen. Og hvis vi ikke bliver nævnt, hvem hører vi så sammen med?, spørger Anja Brejner Højgaard.  

Fjernundervisning er ikke det samme

Lederen af musikskolen fortæller, at man under nedlukningen i stedet har undervist elever online. Men underviserne er mere end klar til at tage imod eleverne i musikskolens lokaler igen.  

- Man kan ikke erstatte det fysiske fremmøde i musikundervisning. Det er ikke det samme med fjernundervisning. Vi er klar til at åbne, og får vi grønt lys, så er vi der lige med det samme, siger hun.  

Klara Kristiansen, der er elev på Skive Musikskole, glæder sig også rigtig meget til at kunne få undervisning, som hun plejer. De seneste to måneder har hun modtaget klaverundervisning via Skype.  

- Vi har ikke den samme kontakt, når vi ikke sidder ved siden af hinanden. Det kan være svært at forstå, hvad underviseren mener. Nogle gange spiller han noget for mig for at vise, hvad jeg skal gøre, men det er svært at høre over telefonen. Han kan heller ikke se mine fingre, fortæller hun.  

Eleverne hos Kulturskolen Viborg skal derimod ikke vente meget længere. Her er man klar til at åbne og tage imod elever fra på mandag. 

Det fortæller Palle Friborg Kjeldgaard, der er leder af Kulturskolen Viborg, som også underviser i musik.  

- Det er Viborg Kommune, der har truffet en politisk beslutning om at åbne op, og jeg er meget glad for, at vi får lov.  Vi har elever, der står og tripper for at få fysisk undervisning, fortæller han.  

Savner klar udmelding fra KL

Palle Friborg Kjeldgaard forsikrer, at man tager sikkerheden omkring genåbningen meget seriøst. 

Musikskolen starter op med små hold og soloundervisning, hvor der kun er én lærer og én elev.

- Vi er uhyre opmærksomme på, at alt skal være på plads, og alle skal vide, hvordan de skal forholde sig. Vi passer så meget på, vi kan, og ting, som vi ved, vi ikke kan håndtere, starter vi ikke med, siger Palle Friborg Kjeldgaard. 

I Skive Kommune fortæller Bent Dyrberg (R), der er formand for Kultur- og Fritidsudvalget, at det er helt bevidst, at man endnu ikke har valgt at lade musikskolerne i kommunen genåbne.  

- Vi vil gerne gøre det lige efter bogen.Og vi venter på, at KL kommer med en udmelding om, at musikskolerne må åbne - eller at KL melder ud, at det er op til de enkelte byråd at beslutte det. Og vi har ikke fået nogen af de udmeldinger endnu, siger han.  

Selvom lederen af Skive Musikskole glæder sig til at komme i gang, er Anja Brejner Højgaard klar på at vente den tid, der skal til. 

- Der er nogen, der har gjort sig store tanker om, hvordan man kan genåbne forsvarligt. Vi er en del af en større plan, så det er vigtigt, vi gør det rigtigt. Vi vil bare gerne kende tidspunktet for, hvornår vi kan komme i gang, siger Anja Brejner Højgaard.  

2:34
Nogle åbner mandag - andre venter på grønt lys fra kommune og kulturminsteriet.