Fortsat lukkede grænser vil koste butikker i Ringkøbing en kvart milliard kroner

Hvis grænserne forbliver lukkede over sommeren kan det få store og uoverskuelige konsekvenser for detailhandlen i blandt andet Ringkøbing

Turisterne glimrer lige nu ved deres fravær i gaderne i Ringkøbing. Grænserne er lukkede, og især de tyske turister mangler. Hvis det billede fortsætter henover sommeren, vil det ramme detailhandlen langs vestkysten hårdt.

Tal for Ringkøbing Handelsforening viser, at turisterne sædvanligvis lægger en kvart milliard kroner i omsætning i byen.

- Ringkøbing er dybt afhængig af turister. Faktisk har vi dobbelt så mange butikker, som byens indbyggertal på knap 10.000 borgere berettiger til. Det skyldes omsætningen fra de mere end 3,5 mio. overnatninger, vi har i kommunen om året, hvor størstedelen er tyske sommerhusgæster. De er lige nu afskåret fra at benytte de bookinger, de for længst har foretaget, udtaler købstadschef Jacob Muldkjær Rasmussen i en pressemeddelelse.

En fortsat lukning af grænserne henover sommeren – herunder i højsæsonen – vil derfor få uoverskuelige konsekvenser, lyder det.

- En kvart milliard kroner i omsætning er et enormt beløb, og mister vi det, vil det uden tvivl sende dele af den lokale detailhandel ud i en decideret dødskamp. Det siger jeg ikke for at male fanden på væggen, men for at understrege, hvad det er for en situation, vi står overfor.

Håber på åbne grænser som det næste

Derfor håber han også, at grænselukningen er en del af den kommende genåbningsplan, der i disse dage forhandles mellem Folketingets partier og offentliggøres i næste uge.

- Derfor er det et meget stort ønske, at en grænseåbning til Tyskland prioriteres i forhold til den gradvise åbning af landet. Det skal selvfølgelig kun ske, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt, siger Jacob Muldkjær Rasmussen.

I begyndelsen af coronaudbruddet lavede butikkerne i Ringkøbing sammen med handelsforeningen et tiltag, hvor der hver dag bliver leveret både special- og dagligvarer gratis ud til kunderne. 

Og i pressemeddelesen understreger købstadschefen, hvor vigtig de lokales opbakning til butikkerne er.

- Det er der heldigvis rigtig mange af borgerne, der gør - og tak for det. I gør en forskel for os, siger Jacob Muldkjær Rasmussen.

Tema

Coronavirus


Læs flere artikler fra Ringkøbing-Skjern eller i kategorien Samfund.