Forældre trygge trods corona-tilfælde i børnehave: - Det er, hvad der kan ske

Et hændeligt uheld. Det er den umiddelbare reaktion fra en forælder, hvis barn nu er sendt hjem fra børnehaven Brønsgård i Hammerum, fordi en anden forælder er testet positiv for Covid-19.

Steen Blæsbjerg Nielsen og hans kone smed, hvad de havde i hænderne og hentede deres barn hjem fra børnehaven Brønsgård, så snart institutionslederen kontaktede dem.
Steen Blæsbjerg Nielsen og hans kone smed, hvad de havde i hænderne og hentede deres barn hjem fra børnehaven Brønsgård, så snart institutionslederen kontaktede dem.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

60 børn er i dag sendt hjem fra børnehaven ved Herning. De kan nemlig være blevet udsat for coronasmitte, lyder det i dag fra Herning Kommune. En stor gruppe forældre kan derfor uforvarende have fået corona’en indenfor hjemmets fire vægge.

- Jeg er selvfølgelig bekymret over, at der er sket et udbrud. Men med den måde, personalet har styret smittefaren i børnehaven med god håndhygiejne, alternative aflevering- og afhentningsmuligheder og den information, vi får nærmest hver eneste dag, så har vi været ganske trygge, lyder det fra Sten Blæsbjerg Nielsen, der er far til et barn i børnehaven Brønsgård i Hammerum og også næstformand i bestyrelsen for Spilophuset, som børnehaven er en del af.

Far testet positiv

Det er en far til et andet af børnehavens børn, der er blevet testet positiv for Covid-19, mens hans kone udviser symptomer på sygdommen. Forældrene har haft deres gang inde i børnehaven, da de netop har kørt deres barn ind i institutionen.

- Man kan jo ikke forhindre det her 100 procent. Det kan vi jo se her: At selvom man gør, hvad man kan, jamen, så kan det jo ske. Det er et uheld, simpelthen, siger Steen Blæsbjerg Nielsen i dag til TV MIDTVEST.

De påvirkede børn, deres forældre og personalet på Brønsgård bør nu testes for Covid-19, lyder opfordringen i dag fra Herning Kommune. De kan alle vende tilbage, hvis testen er negativ.

- Så vi må jo blive testet, og så må vi jo se tiden an, og så se, hvordan vi skal forholde os til det her i de kommende dage, lyder det fra Steen Blæsbjerg Nielsen.

Herning Kommune vil nu rengøre børnehaven, og efterfølgende køre med skærpet rengørings-niveau.