For mange forsamlet i Ikast: To blev sigtet - resten stak af

Politiet havde fået et anonymt tip. Men da en patrulje ankom, stak størstedelen af de unge af.

Størstedelen af de unge stak af, da politiet kom.
Størstedelen af de unge stak af, da politiet kom.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Forsamlingsforbuddet bliver fra tid til anden overtrådt. Og så må politiet frem med bødeblokken.

Fredag var den gal i Ikast, oplyser politikommissær Henning Præstegaard fra Lokalpolitiet i Herning til TV MIDTVEST.

En anonym anmelder ringede sidst på eftermiddagen og fortalte, at en gruppe unge hang ud i en overdækket del af Strøgcentret.

Stak af i alle retninger

Da politiets patrulje nåede frem, kunne betjentene ganske rigtigt konstatere, at en 10-12 unge mennesker var forsamlet på ulovlig vis. Men det stoppede brat, da de unge fandt ud af, af de var opdaget.

For de stak af i alle retninger. Kun to blev tilbage. En 18-årig mand og en 14-årig pige.

Begge fik en bøde på 2.500 kroner for at overtræde forsamlingsforbuddet. 

Resten slipper umiddelbart med skrækken.