Fødevarestyrelsen finder corona på tredje minkfarm

Mere end halvdelen af minkene er smittet med corona hos endnu en nordjysk minkbesætning, der aflives fredag.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Fødevarestyrelsen har fundet coronavirus hos mere end halvdelen af minkene i endnu en nordjysk minkbesætning beliggende i Hjørring Kommune.

Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.

Det er tredje gang, at Fødevarestyrelsen konstaterer smitte med coronavirus hos en minkbesætning i Nordjylland.

Fødevarestyrelsen oplyser, at minkfarmen ligger i et lokalområde, hvor befolkningen har været ramt af en "virusstamme".

Virusudbruddet har allerede ført til aflivningen af de to andre minkbesætninger, der tidligere er fundet.

Også den tredje minkbesætning skal aflives. Det forventes at ske fredag. I alt 5000 mink skal lade livet. De bliver gasset med kulilte, hvorefter de bliver kørt til destruktion.

Det hele sker under kraftig hensyntagen til, at coronavirus ikke spreder sig, siger Nikolas Hove, beredskabschef hos Fødevarestyrelsen. Han forsikrer beboere i området om, at de kan føle sig trygge.

- For at det (smitte fra mink til menneske, red.) kan ske, skal man være i nærkontakt med en smittet mink i over et kvarter. Det er man jo ikke normalt. Risikoen er meget lille, og der er mange foranstaltninger på farmene, der gør, at minkene ikke kan slippe ud, siger han.

Stor screening i gang

Fødevarestyrelsen har været i gang med en national screening for coronavirus på 120 minkfarme. Ingen af de tre besætninger indgår dog i screeningen.

Grunden til, at der er blevet foretaget en nærmere undersøgelse af farmen, var, fordi mennesker med relation til farmen havde fortalt Fødevarestyrelsen, at de var smittet med coronavirus.

Udbruddene på de nordjyske minkfarme startede i midten af juni, hvor det første smitteudbrud med coronavirus blev konstateret.

Kort tid efter blev der konstateret smitte på endnu en farm, og efter det udbrud blev det besluttet at sætte gang i en screening af minkfarme.

Minkbranchen er en milliardforretning i Danmark med over fem milliarder kroner i årlig omsætning ifølge Danske Minkavlere. Det er dog en halvering af branchens omsætning fra fire år tidligere.

Minkavlere har luftet bekymring for, at coronakrisen kommer til at gøre ondt værre for branchen.

Smitte blandt mink er også set i andre lande, blandt andet i Holland.