Flere tilskuere: Glæde hos topklubber

Hos Skjern Håndbold og Herning Blue Fox er der glæde over, at flere end 500 tilskuerne sandsynligvis kan komme i hallen i fremtiden.

carsten thygesen
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Den nye håndboldsæson står for døren, og i Skjern Håndbold glæder de sig - også over at det nu ser ud til at blive muligt at have flere end 500 tilskuere til kampene.

- Jeg er glad i dag, siger bestyrelsesformand, Carsten Thygesen.

Tilskuerantallet kan blive hævet fra 500, som et resultat af forhandlinger om genåbningens fase 4, som blev aftalt natten til lørdag.

I aftaleteksten for fase 4 står der blandt andet, at man vil kigge på den ordning, der er lavet i Superligaen, hvor der til flere kampe har været flere tusinde tilskuere på stadion.

- Andre sportsgrene som håndbold og badminton bør have samme mulighed som fodboldklubberne i Superligaen for at få tilskuere til kampe, siger Peter Skaarup, gruppeformand, Dansk Folkeparti til Ritzau.

Hos Skjern håndbold har de ind til nu arbejde med tre mulige scenarier. Plan A var at åbne hallen for samtlige 3200 tilskuere. Plan B handlede om, at håndbold fik samme muligheder som fodbold. Og Plan C ville det fortsætte som nu med 500 tilskuere.

Hos Skjern Håndbold drømte de om Plan A, men frygtede Plan C. Nu ser detud til at ende med løsning B. En løsning som bestyrelsesformanden er tilfreds med.

- Vi har vist i trænings- og pokalkampe, at det kan lade sig gøre. Og der er en forståelse for blandt kunderne, at det kan lade sig gøre, siger Carsten Thygesen.

Mandag begynder arbejdet med at indrette hallen i sektioner, så der bliver plads til flest mulige tilskuere, når de lokale grønne helte skal kæmpe for medaljer.

Flere skal nu til ishockey

Hos Herning Blue Fox er de også tilfredse med, at de nu ser ud til at mere end 500 kan overvære kampene.

- Det er lige nøjagtigt det, vi har efterspurgt for at komme i gang, Torben Skovsgaard, der er direktør i Herning Blue Fox.

Her skal de også i gang med en individuel vurdering af, hvor mange der er plads til. Men bare det, at der må være mere end 500 er positivt.

- Det er et godt skridt for at undgå konkurser, også så vi kan klare os selv. Det kan kun betegnes som positivt, siger direktøren.

- Med alternativet på 500 kiggede vi altså ind i en ishockeyverden, der ville kollapse.

Det er erhvervsminsteren og kulturministeren, der sammen med sundhedsmyndighederne og relevante partnere skal finde ud af, hvordan der kan lukkes flere tilskuere ind på en forsvarlig måde.

Artikel opdateret 21.26

2:22