Flere forstandere enige: Helt rigtigt at holde efterskoler og højskoler lukkede

Der er ikke muligt at drive efterskoler og højskoler efter hensigten under coronakrisen, og derfor er det godt, at området fortsat er lukket, lyder det fra forstandere.

Forstander på Rydhave Slot Efterskole, Rasmus Kilsmark Bæk Jensen.
Forstander på Rydhave Slot Efterskole, Rasmus Kilsmark Bæk Jensen.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Danmark er stille og roligt ved at ved at åbne op igen, men der er stadig nogen, der må se langt efter at vende tilbage til hverdagen.

Højskoler og efterskoler er to af de områder, der ikke er en del af denne fase af genåbningen.

En beslutning, der er den helt rigtige, hvis man spørger forstanderen på Rydhave Slot Efterskole, Rasmus Kilsmark Bæk Jensen.

- Jeg savner mine elever hele tiden. Det er altså ikke meningen, man skal være efterskolemenneske og så være sammen hver sig. Men er det realistisk at få dem tilbage nu med alle de restriktioner, der er? Nej. Det giver ingen mening.

- Eleverne er her for at dyrke de nære relationer. De er her for at være sammen hele tiden. Vi kan jo ikke holde dem fra hinanden, og de kan ikke holde sig fra hinanden. Så er det bedst, at det er sådan her, lyder det fra Rasmus Kilsmark Bæk Jensen.

- Ærgerligt hver eneste dag

Holdningen deler forstander på Livsstilshøjskolen Gudum, Gitte Bitsch.

Selvom hun allerhelst ville holde højskolen åben som normalt, ser hun heller ingen anden udvej, som tingene ser ud lige nu.

- Det er enormt ærgerligt hver eneste dag, vi er lukket. Omvendt må vi også indrømme, at det er vanskeligt for os at lave en højskole for fuld musik, når vi kun må være sammen 10 ad gangen, siger Gitte Bitsch.

- I lyset af anbefalingerne om, hvordan man skal være i sociale sammenhænge, må vi sige, at det er det rigtige at gøre.

Efterskoleelev: Det er nu, vi skulle have skabt minder

For elev på Vedersø Idrætsefterskole Karoline Lovsdal er ventetiden på at komme tilbage ulideligt lang.

Hun anerkender argumenterne for at holde lukket, men hun tror stadig, man kunne åbne efterskolerne på en forsvarlig måde.

- Vi kan godt være sammen, for vi har ikke mulighed for at smitte andre end dem, der er på skolen.

- Vi kunne have brugt den her tid på at skabe endnu flere minder og bare være sammen og nyde den her sidste tid. Derfor synes jeg, at det er superærgerligt, vi skal være hjemme, siger Karoline Lovsdal.

Du kan få overblikket over, hvilke erhverv der må åbne igen fra på mandag her. 

2:32
Efterskoleelev ærger sig over ikke at være en del af genåbning, mens to forstandere er enige i beslutningen.