Corona-hjælp: Firma i Klitmøller hjælper spanske læger

Software-virksomheden Incendium i Klitmøller har ekstra travlt lige nu. Med deres hjælp kan læger tale med patienter uden at mødes.

Den lille software-virksomhed i Klitmøller hjælper blandt andet spanske læger under pandemien.
Den lille software-virksomhed i Klitmøller hjælper blandt andet spanske læger under pandemien.
Foto: Lasse Dieckmann

I bund og grund er den software, de har udviklet hos Incendium i Klitmøller, såre simpel.

Lægen sidder i sin konsultation, og når patienten så vil i kontakt, sender lægen en sms med et link. Når patienten trykker på linket, er han eller hun i kontakt på video med lægen.

Man skal ikke downloade mærkelige apps eller gå ind på hjemmesider, man knap kan stave til. Et enkelt klik, og så er der kontakt og mulighed for, at lægen rent faktisk kan se patienten uden at mødes.

Lige netop den løsning er der mange lande, der sukker efter lige nu, mens coronapandemien hærger.

Derfor tilbyder den lille virksomhed i Thy nu deres software gratis til læger - blandt andet i Spanien.

- Vi har evnen til at hjælpe nogle mennesker nu, og vi har råd til at gøre det. Så synes vi også, at vi har en forpligtelse til at gå ind og gøre det, siger Thomas Baun, der er direktør i Incendium.

Hjælper læger i corona-ramt Spanien

I dag skulle firmaet præsentere deres produkt til en region i Spanien, der lige nu er hårdt ramt af corona.

- Det er nogle spanske sundhedsmyndigheder fra den region, der hedder Castilla-La Mancha, hvor de har et stort problem lige nu med både døde og mange syge, fortæller Thomas Baun.

Regionen har cirka to millioner indbyggere, og de kan muligvis få nytte af de videoløsninger, som Incendium kan levere, til at skabe kontakt mellem patienter, pårørende og læger.

Efter coronakrisen for alvor er brudt ud i det meste af verden, har Incendium givet brugere adgang til deres services helt gratis.

Normalt er det ellers et produkt, de skal leve af.

- Så længe, der er risiko for, at der er nogle svage medborgere, der ikke få den hjælp, de skal have, fordi sundhedssektorens kapacitet er fuldstændig blokket ud, så vil vi tilbyde det her, siger direktør Thomas Baun.

Sundhedsmyndighederne i Castilla-La Mancha endte med at sige ja til samarbejdet, og allerede onsdag eftermiddag kan systemet være i brug i den spanske region.

I forvejen leverer Incendium til fire regioner i Danmark og til dele af norden. 

Så mens corona-pandemien forhindrer mange i at passe deres arbejde, så knokler de lige nu som aldrig før hos virksomheden i Thy.

- Det er vel en 10-dobling. En 10-dobling eller mere i aktivitet på vores systemer, siger direktøren.

Hvor længe firmaet vil stille deres softwaresystem gratis til rådighed, har de ikke helt besluttet endnu.