Fire opsynspersoner i HerningCenteret skal minde kunder om sprit og afstand

Nye corona-regler betyder, at der fra i dag skal være opsynspersonale i butikker, storcentre og varehuse på over 2.000 kvadratmeter. I Herning har centeret fire personer i gule veste til at gå rundt.

Morten Kvistgaard er driftsleder i HerningCenteret, men fra i dag er han også corona-opsynspersonale i centeret.
Morten Kvistgaard er driftsleder i HerningCenteret, men fra i dag er han også corona-opsynspersonale i centeret.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Det var først i går aftes, at centerchefen i HerningCenteret fik beskeden om, at han skulle til at have en helt ny type medarbejdere.

I dag træder en ny regel nemlig i kraft. Den pålægger store butikker, storcentre og varehuse i detailhandlen at have opsynspersonale. De skal sikre, at anbefalingerne i forhold til coronavirus bliver overholdt.

- Vi skal jo alle sammen prøve at minde hinanden om, at det her ikke er over endnu, og vi skal tænke os godt om. Når der kommer en i en gul vest, er det en måde at få folk til at blive opmærksomme på. Så jeg tror egentlig, at folk helt af sig selv kommer til at tænke lidt over det, siger Kim Lauritsen, der er er centerchef i HerningCenteret.

Det var først torsdag aften, at centerchef Kim Lauritsen fik at vide, at HerningCenteret nu skal have fire opsynspersoner til at gå rundt.
Det var først torsdag aften, at centerchef Kim Lauritsen fik at vide, at HerningCenteret nu skal have fire opsynspersoner til at gå rundt.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Folk glemmer hurtigt

Centeret i Herning har en størrelse, der gør, at de skal have tre opsynspersoner til at gå rundt i centergangene, mens der også skal være en ved indgangen til Kvickly, da den butik i sig selv er så stor, at den skal have en opsynsperson. Alle opsynspersonerne går med gule veste.

- De skal være klar til at sige det til folk, hvis de ikke får sprittet deres fingre af ved indgangen. Og hvis de kan se, at eksempelvis fem-seks personer stimler sammen og står og taler tæt på hinanden, så det også hindre at trafikken kan glide, så kan opsynspersonalet pænt og høfligt bede dem om at gå til siden og holde afstand, forklarer Kim Lauritsen.

Han mener, at folk generelt i dag er gode til at huske at spritte hænder og holde afstand, men også at de glemmer hurtigt.

- Hvis vi går cirka 10 dage tilbage, så var det som om, at folk var begyndt at være mere afslappede, men efter der er kommet mere fokus på det igen, og der er blevet lavet ekstra tiltag, så synes jeg faktisk, at det går rigtig godt.

HerningCenteret er Midt- og Vestjyllands største butikscenter.
HerningCenteret er Midt- og Vestjyllands største butikscenter.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Muligt samarbejde med MCH

I første omgang bliver den nye opgave løst af vagter og centerets driftsfolk. Men Kim Lauritsen arbejder også med at finde andre folk.

- Vi arbejder med at lave et samarbejde med MCH. Det er ikke på plads endnu, men vi regner med, at vi måske kan bruge nogle af deres folk også, siger centerchefen.

Kravet om opsynspersonale er en af de restriktioner, som blev indført i sidste uge af regeringen for at bremse stigningen i smitten med coronavirus.