Feriehusudlejere vil have åbnet grænsen for tyske turister

Hvis butikker, restauranter og hele lokalsamfund skal overleve, så er der brug for at åbne grænserne snarest muligt, mener feriehusudlejerne.

2:24
De danske feriehusudlejere savner de tyske sommerhusturister så meget, at de vil have ophold i feriehus på listen over anerkendelsesværdige formål .
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Lad tyskerne holde ferie i Danmark igen.

Sådan lyder appellen fra Feriehusudlejernes Brancheforening, der lige nu kan se frem mod en forårssæson uden tyske turister i feriehusene.

Udlejerne er derfor gået sammen om at sende et åbent brev til statsministeren, hvor de beder om at få tilføjet feriehusophold til listen over såkaldte anerkendelsesværdige formål, så tyske turister fra den 6. april kan få lov at rejse til blandt andet den jyske vestkyst.

- Hvis vi først åbner til sommer, så skal vi også nok være klar, men med påske og det gode vejr på vej, så mener vi, at det er forsvarligt at åbne nu, siger direktør Thomas Sørensen fra Esmark Feriehusudlejning.

Åbning er vigtig for lokalområderne

I 2020 blev der indført en lignende ordning, hvor turister fra Tyskland, Norge og Island med dokumentation for et ophold på minimum fem nætter i et dansk sommerhus kunne få lov til at krydse grænsen til Danmark.

Det gav ifølge Feriehusudlejernes Brancheforening mere end ti millioner udenlandske overnatninger i feriehuse og under ti kendte tilfælde af coronasmitte.

I november 2020 blev de danske grænser dog lukket helt ned, og siden da er millioner af tyske overnatninger i Danmark blevet aflyst. En fortsat lukket grænse kan medføre et omsætningstab i milliardklassen, frygter feriehusudlejerne.

Selv om der har været en stigning i antallet af danskere, der vælger at tage i sommerhus, så er det ikke nok til at erstatte de udenlandske turister. Udenlandske overnatninger udgør normalt 75 procent af alle overnatninger i feriehusbranchen.

Høje smittetal i Tyskland er ikke et problem

Mens danskerne håber på en snarlig genåbning, så ser udsigterne noget anderledes ud i Tyskland. Her er smittetallene på vej op, og den tyske sundhedsminister, Jens Spahn fra det konservative CDU, har for nylig bebudet hårde modforholdsregler.

- De stigende smittetal kunne komme til at betyde, at vi måske ikke kan åbne yderligere op, men at det sågar bliver nødvendigt at gå nogle skridt baglæns, advarede Jens Spahn fredag.

Ifølge ministeren kan større genåbninger først komme på tale, når risikogrupperne er beskyttet.

Den tyske coronasituation er dog ikke nok til at få de danske feriehusudlejere til at trække i bremsen. De mener, der må kunne findes en løsning, så de vigtige tyske turister på en forsvarlig måde kan holde ferie i Danmark.

- Der er masser af muligheder. Det kunne for eksempel være noget med et coronapas. Man skal selvfølgelig ikke bare tage hovedet under armen og åbne fuldstændig op, men man kunne lade sundhedsmyndighederne vurdere, hvordan det kunne gøres forsvarligt, siger Thomas Sørensen fra Esmark Feriehusudlejning.

De nuværende rejsevejledninger og kravet om karantæne ved indrejse i Danmark udløber den 6. april. Regeringen har varslet en større plan for næste fase af genåbningen senest tirsdag den 23. marts.

1:50
Indslag fra 23. oktober 2020: I Vedersø kæmper de for at få så mange tyskere som muligt over grænsen, inden den lukker.