Fem beboere på udrejsecenter er smittet med coronavirus

Flere på Udrejsecenter Kærshovedgård er blevet testet for corona, efter at fem beboere er blevet smittet.

Fem personer på Kærshovedgård er blevet testet positiv med Covid-19.
Fem personer på Kærshovedgård er blevet testet positiv med Covid-19.
Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Fem beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast er smittet med coronavirus. Det bekræfter Udlændingestyrelsen over for Ekstra Bladet.

De smittede har boet i den samme bygning. De er efterfølgende blevet overflyttet til et center i Brovst i Nordjylland, skriver avisen. De øvrige beboere i bygningen er alle blevet testet for coronavirus. Udlændingestyrelsen afventer fortsat deres testresultater.
    
Hvor mange der er blevet testet, fremgår umiddelbart ikke. Indtil smitten er under kontrol, er der lukket for besøgende. Der bor cirka 245 personer på det midtjyske udrejsecenter.

Uvist hvor smitten kommer fra

Ifølge Ekstra Bladet ved styrelsen ikke, hvordan smitten er opstået, men man har ikke mistanke om, at der er smittede medarbejdere.
    
Det er Kriminalforsorgen, som driver udrejsecentret. På Kærshovedgård bor afviste asylansøgere, personer, der er udvist ved dom, samt mennesker på tålt ophold.
    
Beboerne er som udgangspunkt underlagt opholdspligt, der betyder, at de har pligt til at bo og overnatte på centret, men de kan frit komme og gå i løbet af dagen.