Far testet positiv for coronavirus: 60 børnehavebørn sendes hjem

En far til fire børn, der alle går i forskellige institutioner i Herning Kommune, er testet positiv for Covid-19. Kommunen tager situationen alvorligt.

Børnehaven Brønsgård i Hammerum er uforvarende blevet ramt af Covid-19. En far til et af børnene er testet positiv, derfor hjemsender kommunen nu 60 børn frs institutionen.
Børnehaven Brønsgård i Hammerum er uforvarende blevet ramt af Covid-19. En far til et af børnene er testet positiv, derfor hjemsender kommunen nu 60 børn frs institutionen.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

- Vi tager situationen alvorligt, det er noget, der skal tages alvorligt. Vi følger de retningslinjer, der er fra Sundhedsstyrelsen for, hvordan skal vi reagere.

Sådan lyder det fra Venstres Dorte West, der er formand for Børne- og Familieudvalget i Herning Kommune. En kommune, der nu skal håndtere en sag, hvor en far kan have smittet flere med Covid-19.  Også hans kone udviser tegn på sygdommen, og begge forældre har haft sin gang i blandt andet børnehaven Spilophusets afdeling Brønsgård i Hammerum.

- I den børnehave har man lige kørt det ene barn ind, og derfor har faren været med indenfor. De børn, der har været i børnehaven, hvor faren har været inde, bliver hentet. Der skal så gå nogle dage, før vi kan se, om børnene får symptomer. Og vi opfordrer kraftigt til, at forældrene får testet deres børn, lyder det fra Dorte West.

I alt er 60 børn nu sendt hjem. Børnene, deres forældre og personalet på Brønsgård bør nu testes for Covid-19, lyder opfordringen nu fra Herning Kommune. De kan alle vende tilbage, hvis testen er negativ.

I mellemtiden vil Herning Kommune rengøre børnehaven, og efterfølgende køre med skærpet rengørings-niveau.

Forældre underrettet

Alle forældre i den pågældende institution er blevet underrettet, lyder det fra kommunen, der også oplyser, at der for nuværende ikke er grund til at hjemsende børn fra hverken Lindbjergskolen eller den dagpleje, hvor faren også har børn gående.

Herning Kommune og Styrelsen for Patientsikkerhed er i dialog om en plan for yderligere tiltag, hvis det skulle vise sig, at der kommer flere tilfælde af Covid-19.

- Det er jo det her, der kan ske, når vi åbner op igen, og det er også derfor, vi handler så hurtigt på det. Vi har været forberedt på, at det her ville ske. Skulle der vise sig at være flere tilfælde, så agerer vi ud fra det, siger udvalgsformanden.