Fakta: Sådan er du stillet ved hjemsendelse fra jobbet

Dele af det offentlige lukker i 14 dage grundet coronavirus. Læs her, hvordan du er stillet som lønmodtager.

Skoler, universiteter og daginstitutioner (arkivbillede).
Skoler, universiteter og daginstitutioner (arkivbillede).
Foto: Ernst Van Norde / Ritzau Scanpix

Store dele af det offentlige lukker ned i de næste to uger, og samtidig opfordres private virksomheder til at sende flest muligt hjem.

Det sker for at begrænse smitten af coronavirus.

Her er en oversigt over, hvordan man er stillet som lønmodtager, hvis man bliver sendt hjem fra arbejde:

* Det offentlige:

- Hvis man arbejder i det offentlige og sendes hjem eller skal arbejde hjemmefra, er man garanteret løn.

- Videregående uddannelser som universiteter, skoler, og de fleste institutioner lukker i 14 dage. Det samme gælder kulturinstitutioner, biblioteker og fritidstilbud.

- Samtidig opfordres alle offentlige arbejdsgivere til sende flest mulige hjem - og at flest mulige skal arbejde hjemme.

- En række kritiske funktioner som politibetjente, læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og en række ansatte på det sociale område - herunder anbragte børn - skal fortsat komme på arbejde.

* Det private arbejdsmarked:

- I det private er opfordringen at sende flest muligt hjem - enten ved at lade folk arbejde hjemmefra, afspadsere eller holde ferie.

- Hvis virksomheden sender sine medarbejdere hjem, har man ret til sin sædvanlige løn, da det er virksomhedens valg at hjemsende.

- I nogle tilfælde, vil det være muligt at sende hjem uden løn. Det afhænger af indholdet i de enkelte overenskomster.

Kilde: Statsministeriet, Dansk Industri, Dansk Erhverv.

/ritzau/