Elever tilbage på efterskolen efter ni uger: - Nu sætter vi større pris på det

Nu er der atter liv rundt om på de Midt- og Vestjyske efterskoler. Vi har været på besøg til en anderledes hverdag på Bjergsnæs Efterskole.

4:09
Video: Anders Toft Bro.
Foto: Anders Toft Bro

Ét efterskoleår svarer til syv menneskeår.

Sådan lyder mantraet hos de fleste efterskoler rundt om i det midt- og vestjyske.

Personlig og faglig udvikling er nemlig i højsædet i de 42 uger, som et efterskoleophold varer. Men for landets omkring 30.000 efterskoleelever, satte coronakrisen den udvikling på pause i ni af dem. 

Mandag blev skolerne i Midt- og Vestjylland så endnu engang fyldt med liv og forventningsfulde elever.

- Vi er bare glade for, at vi kan få lov til at sige farvel til hinanden igen. Altså at vi kan få en ordentlig afslutning, lyder det fra Aslak Hansen, mens hans kammerat Jens Bukh Villesen tilføjer:

- At få det sidste med, det er det vigtigste lige nu.

Kammeraterne går begge i 10. klasse på Bjergsnæs Efterskole i Viborg, og for de to har tiden væk fra kammerater og fællesskab fået dem til at reflektere over efterskolelivet og dets betydning.

- Når man er på efterskolen i lang tid ad gangen, så glemmer man at sætte pris på at være her, fortæller Aslak Hansen.

- Man fik sat tingene i perspektiv. Man nåede rent faktisk at se, hvor fedt vi havde det heroppe, det glemmer man tit, når man er her, siger han.

Rengøringen er en fast del af hverdagen rundt om på de midt- og vestjyske efterskoler. 
Rengøringen er en fast del af hverdagen rundt om på de midt- og vestjyske efterskoler. 
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Ikke meget er, som det plejer

Efterskolerne har været et af de helt store samtaleemner hos folketingspartierne i diskussionen om, hvad der kunne få lov til at åbne i genåbningens fase to.

I flere uger holdt efterskolerne vejret, men kunne ånde lettet op, da det blev besluttet, at skolerne kunne åbne den 18. maj.

Men selvom de 160 elever på Bjergsnæs Efterskole igen synger fællessang sammen, er der meget, der er forandret. 

- Vores fællestoiletter må vi ikke bruge, så hver eneste gang vi skal vaske fingre, eksempelvis inden vi skal spise, så skal vi gå hele vejen ned til vores eget værelse, fortæller Jens Bukh Villesen.

Og det er langt fra den eneste nye regel, der er blevet tilføjet for at sikre, at eleverne ikke smitter hinanden.

Stofhåndklædet på badeværelset er for eksempel byttet ud med papirservietter, og hver elev må kun have fysisk kontakt med syv andre elever. I spisesalen er der også sket forandringer.  

- Vi plejede at have et kæmpe ’ta selv’-bord, og så plejer man at tage mad derfra på skift. Sådan kan vi selvfølgelig ikke have det længere, fortæller Aslak Hansen.

Eleverne får portionsanrettet deres mad, og rengøringen har fået en topprioritet. 

Coronaen tog ni uger af vennernes dyrebare efterskoleophold, men de sidste seks skal virusset ikke få lov til at bestemme over.

- Det gælder jo bare om leve i nuet, altså nyde det, mens man er her, lyder det fra Aslak Hansen. 

Mange efterskoler har prøvet kræfter med digital fællessang. Nu er den igen blevet fysisk. 
Mange efterskoler har prøvet kræfter med digital fællessang. Nu er den igen blevet fysisk. 
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST