Elever fra 11 forskellige skoler var til fest med corona-smittet

50 personer er blevet testet, efter at en deltager i en fest i weekenden er blevet konstateret smittet med Covid-19.

Lars Mogensen måtte sende tre elever hjem, kort før de skulle have været til afslutning på skolen.
Lars Mogensen måtte sende tre elever hjem, kort før de skulle have været til afslutning på skolen.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST
Opdatering

Opdatering den 20. juni klokken 20.58:

Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger er de tre elever fra Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg testet negative for coronavirus.

    En fest i Skive i lørdags har nu fået konsekvenser for elever på i alt 11 skoler, efter at en af deltagerne efterfølgende er blevet konstateret smittet med Covid-19.

    Der var i alt 50 elever med til festen, og de skal alle sammen testes, ligesom mange andre elever på skolerne også er påvirket.

    En af de ramte skoler er Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg, hvor en elev var med til festen. Eleven blev straks sendt hjem, da skolen i går fik besked om den mulige smittekæde, og det samme gjorde hans to værelseskammerater for at være på den sikre side.

    - Det var tre timer før, at de skulle være stoppet på skolen. Så de gik glip af en rigtig god afslutning og overrækkelse af beviser, så det var lidt en skam, fortæller Lars Mogensen, der er souschef på Asmildkloster Landbrugskole.

    76 elever sendt hjem

    Den smittede festdeltager går til daglig i niende klasse på Højslev Skole. Det har fået skolelederen til at sende alle 76 elever i tre klasser på elevens årgang hjem.

    - Vi håber bare på at få det lukket så meget som muligt, så vi ikke har et helt lokalområde, der skal involveres i det her, siger skoleleder Louise Høybye.

    Hun fik travlt, da hun fandt ud af, at der havde været unge fra 11 forskellige skoler med til festen.

    - Det skulle vi have støvet fuldstændigt op, så de kunne få besked, og vi kunne få dem hevet ud af de kontekster, hvor de kunne være og være smittespredere, forklarer hun.

    Louise Høybye er skoleleder på Højslev skole i Skive. Hun har sendt hele niende årgang hjem.
    Louise Høybye er skoleleder på Højslev skole i Skive. Hun har sendt hele niende årgang hjem.
    Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

    Stadig farligt

    Sagen viser ifølge ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard, at man stadig skal tage smitterisikoen alvorligt.

    - Det man kan risikere, det er, at en smitter en, som smitter en anden, som smitter endnu en, og at der så ligesom kommer et udbrud igen. Det skal man jo helst have stoppet hurtigst muligt. Derfor er det rigtigt godt, at alle til sådan en fest, hvor man jo er tæt sammen, faktisk bliver undersøgt, forklarer han.

    Skive Kommune oplyser, at flere af festdeltagerne allerede har fået besked på, at de ikke er smittede.

    2:48