Efterskoler glæder sig til at åbne igen - men savner afklaring

Efterskolerne glæder sig til at åbne igen. Men hvad er det egentlig, eleverne vender tilbage til?

Flemming Nees er forstander på Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole.
Flemming Nees er forstander på Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole.
Foto: Kasper Riis Kristensen / TV MIDTVEST

Fællesskab, sammenhold og minder for livet. Det er bare nogle af de ord, rigtig mange forbinder med at være på efterskole.

Og nu kan landets mange efterskoleelever se frem til at komme tilbage på efterskolerne igen den 18. maj, efter at de blev sendt hjem i marts.

- Nu skal vi endelig hjem, siger Malene Mejdahl Jeppesen. Hun kommer fra Vildbjerg og går på Hestlund Efterskole.

Under hjemsendelsen har Malene Mejdahl Jeppesen holdt kontakten med efterskolevennerne gennem computeren.
Under hjemsendelsen har Malene Mejdahl Jeppesen holdt kontakten med efterskolevennerne gennem computeren.
Foto: Kasper Riis Kristensen / TV MIDTVEST

Men hvordan gør man så en efterskole coronasikker?

Det er et af de mange spørgsmål, som Flemming Nees, der er forstander på Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole, står med.

- Vi savner dem helt vildt. Selvfølgelig er vi enormt glade. Og vi har forberedt os i lang tid. Men vi er også nervøse, siger han.

- For hvad er det, de kommer tilbage til. Hvad er det, vi skal for at de kan komme tilbage, fortsætter han.

Meget bliver anderledes

På ISI Idrætsskolen i Ikast er forstanderen glad.

- Det at vi kan få lov at åbne igen den 18., det er helt fantastisk, siger Torben Østergaard.

Men når man er en idrætsefterskole, er der meget, der kommer til at være anderledes.

- Som det ser ud lige nu, er indendørs sport jo annulleret i hvert fald et par måneder endnu, siger Torben Østergaard.

På Lomborg Gymnastik- og Idrætsefterskole kan forstanderen se nogle problemer.

- I den alder kommer hormoner altså før corona. Og jeg tror ikke, de kan holde sig fra hinanden. Jeg håber virkelig, der kommer en manual til oplukningen, som vi kan bruge, siger Flemming Nees.

- Uanset restriktioner bliver det bare fantastisk, fortsætter han.

I Vildbjerg glæder Malene Mejdahl Jeppesen sig til at komme tilbage. Restriktioner eller ej.

- Altså jeg ved godt, det ikke bliver helt som det var før, men bare det, at man kan være sammen, og man ved, at man er der igen, det glæder jeg mig virkelig til, siger hun.

2:14
Efterskolerne åbner igen. Den nyhed giver mest af alt store smil både hos elever og forstandere. Men også et par panderynker, for hvordan bliver den nye efterskolehverdag?