Efterskoler forstår ikke forskelsbehandling: - Jeg synes, at det forslag er helt skørt

Regeringen lægger op til, at nogle efterskoler i kommuner med lavt smittetryk må åbne, mens andre må vente. Men det forstår hverken elev eller forstandere.

Landets efterskoleelever har efterhånden ventet længe på at komme tilbage til deres venner. I stedet står den på hjemmeundervisning - også i de mere fysiske fag.

- Jeg skal have fitness. Online selvfølgelig, siger 16-årige Laura Dybdal, som er elev på Levring Efterskole.

Og selvom det har stået på i efterhånden to måneder, så kan hun godt væbne sig med tålmodighed. Hendes efterskole ligger nemlig lige præcis én kilometer på den forkerte side af den genåbningsgrænse, som regeringen lægger op til.

quoteJeg synes, det forslag er helt skørt.

Erik Junker, forstander, Hald Ege Fri- og Efterskole

I sin plan for den regionale genåbning af Danmark vil efterskolerne i Viborg Kommune nemlig åbne, mens dem i Silkeborg Kommune vil forblive lukket.

- Det gør mig sur, at det er én kilometer, vi snakker om. Det synes jeg er latterligt, vi kommer alle mulige forskellige steder fra alligevel, siger Laura Dybdal.

Det synspunkt bakker hendes efterskoles forstander op om og bekræfter, at skolens 183 elever kommer fra begge sider af genåbningsgrænsen.

- At vi mindre end 20 kilometer herfra har en efterskole, som må holde åbent, og vi skal holde lukket, det er jo helt tosset, siger Kim Thynebjerg, der er forstander på Levring Efterskole.

På Hald Ege efterskole i Viborg Kommune, som altså står til snart at kunne byde sine elever velkommen tilbage, deler forstanderen sin kollegas undren.

- Jeg synes, det forslag er helt skørt. Det er jo ikke sådan, at vi her på Hald Ege kun har elever fra Viborg Kommune. Vi er jo landsdækkende, siger Erik Junker fra Hald Ege Fri- og Efterskole.

Men ifølge de eksperter, som regeringen rådfører sig med, vil det være for risikabelt at åbne alle landets efterskoler samtidig.

- Det vil være en høj risiko for, at der kan opstå større udbrud på efterskoler i kommuner med højt smittetryk, siger Jens Lundgren, der er professor i virologi ved Københavns Universitet.

Laura Dybdal modtager undervisning online foran skærmen derhjemme. Det gælder også de mere fysiske fag på efterskolen i Levring.
Laura Dybdal modtager undervisning online foran skærmen derhjemme. Det gælder også de mere fysiske fag på efterskolen i Levring.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

På sit værelse i hjemmet i Viborg må Laura Dybdal altså fortsætte med fitness foran skærmen, selvom skoleårets afslutning på efterskolen i Silkeborg Kommune nærmer sig med hastige skridt.

- Jeg kan godt begynde at mærke tidspresset, og hvis jeg skal opnå det, jeg ville med det her efterskoleophold, så får jeg travlt den sidste tid, siger hun.

Tema

Coronavirus


Læs flere artikler fra Silkeborg eller i kategorien Samfund.