Efter coronaen: Nye rutiner giver bedre trivsel i skolen

En ny undersøgelse i Ringkøbing-Skjern peger på flere positive sider af den nye hverdag i folkeskolerne.

4:58
Mere plads og flere lærere per elev - det er nogle af de ting, som undersøgelsen fremhæver. Se indslaget her.
Foto: Ole Hald, TV MIDTVEST

Selv om børnene er vendt tilbage til de danske folkeskoler, ligner hverdagen stadig ikke sig selv.

Coronaen  og hensynet til smittefare kræver mange nye rutiner, og selv om nogle ting er blevet mere besværlige, er der også kommet positive ting ud af den nye hverdag. 

Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse i Ringkøbing-Skjern Kommune blandt 500 lærere og elever.

- Der er en øget fokus på faglighed og en øget fokus på trivsel, siger fællestillidsrepræsentant for lærerne i Ringkøbing-Skjern Kommune, Kirsten Busk, som har været med til at lave den nye undersøgelse.

Blandt de positive ting fremhæves den kendsgerning, at børnene er delt op i mindre grupper, og at der er flere voksne per barn.

- De har haft mærkbart færre konflikter og mange børn har udvist en øget lyst til læring og vedholdenhed i forhold til udfordringer og deslige, lyder det i undersøgelsen.

Undervisning under åben himmel bliver også fremhævet som noget positivt, ligesom det giver en mere rolig hverdag, at forældrene nu afleverer og henter børnene uden for skolens område.

To voksne giver bedre læring

Kirsten Busk hæfter sig blandt andet ved ordningen med at have to lærere i klasserne. 

- Der er ingen tvivl om, at mindre grupper og to lærere alt andet lige gør en forskel. Det er sværere at få hjælp, når man er 28 elever til en lærer. Er man 12 elever til to lærere, så kommer de meget hurtigt omkring eleverne. Jeg siger ikke, at der skal være to lærere i alle fag, men man kunne godt gøre det noget af tiden, siger hun.

Politikerne i  Ringkøbing-Skjern Kommunes børne- og familieudvalg har studeret undersøgelsen, og formand Trine Ørskov (A) mener, at der er flere spændende ting at komme efter.

- Noget af det, der har gjort stort indtryk på os i dag, er værdien af, at der er mange voksne omkring børnene. Det har vi politisk i længere tid været bevidst om. Nu har vi fået syn for sagn. Vi kan se, at det rent faktisk har en værdi.

- Og så spørger du, om vi er villige til at putte penge i det. Hvis du skal have et kort svar: Ja, det er vi. Men vi skal finde pengene. Det er ikke sådan, at vi står med en sæk med en masse millioner, vi lige kan trække op af lommen og fylde dem i skoler og dagtilbud på nuværende tidspunkt, siger Trine Ørskov.