Selv om store dele af samfundet lige så stille begynder at ligne sig selv, er coronavirus stadig iblandt os.
Det mærker man lige nu konsekvensen af på skolerne i Skive Kommune, hvor flere elever skal testes for Covid-19.
Skole- og dagtilbudschef Jens Kvist oplyser, at en dreng, der i weekenden var til en fest med omkring 50 deltagere, efterfølgende er blevet testet positiv.
Drengen går i niende klasse på Højslev Skole, og hans deltagelse i festen har sendt forvaltningen i Skive Kommune ud på et større detektivarbejde, fordi festdeltagerne kom fra mange forskellige skoler.
- Vi er godt i gang med opsporingsarbejdet og har orienteret cirka 50 deltagere i festen og bedt dem om at blive isoleret og testet, siger Jens Kvist.
Elever fra mange forskellige skoler
25 af deltagerne i festen kom fra Højslev Skole, og resten kom fra andre skoler i Skive Kommune og fra enkelte skoler i andre jyske kommuner.
Den smittede dreng er to gange blevet testet for Covid-19. En af hans forældre er konstateret smittet, og derfor blev han allerede testet søndag.
- Svaret kom mandag og viste sig at være negativt. Heldigvis blev vi enige om at holde ham hjemme, indtil vi havde resultatet af en ny test. Det kom i går og var positivt, fortæller Jens Kvist.
Om det faktum at drengen deltog i festen, selv om en af hans forældre var smittet eller i hvert fald under mistanke, siger skole- og dagtilbudschefen:
- Jeg synes ikke, at det er hensigtsmæssigt, at man som Covid-19 smittet forælder sender sit barn til fest.
Skive Kommune har valgt at lade alle elever i de tre niende klasser på Højslev Skole blive hjemme, indtil de er blevet testet med et negativt resultat.