Dorothea kalder det ’surrealistisk’ at få huen på – men andre må vente

Coronapandemien har vendt op og ned på meget af det, der hører med til at blive student - blandt andet traditionen med at få studenterhuen på.

Dorothea Hastrup fik mandag huen på efter en noget anderledes forberedelsestid på grund af coronapandemien.
Dorothea Hastrup fik mandag huen på efter en noget anderledes forberedelsestid på grund af coronapandemien.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Studenterhuen er for gymnasieeleverne det ultimative mål. Den indikerer en tid, hvor tre års hårdt slid skal fejres.

Flere af landsdelens gymnasier har dog valgt at udskyde den traditionsrige påsættelse af beviset for gennemført uddannelse på grund af coronapandemien, til når svaret på de skriftlige eksaminer er kommet. Det betyder, at mange studenter ikke får huen på efter den sidste mundtlige eksamen, som traditionen ellers lyder.

Men på Holstebro Gymnasium og HF har de alligevel fundet en måde, hvor studenterne kan blive fejret på så tæt på traditionel vis, som corona-restriktionerne foreskriver. Derfor kunne Dorothea Hastrup i dag, mandag, få studenterhuen på – på gymnasiets parkeringsplads.

- Det betyder rigtig meget, at man ikke skal gå i hele den periode og være i tvivl om, om man er færdig eller ikke færdig. Det betyder meget, at man kan dele den sidste eksamen med sin familie og venner og få huen på. Den har stået hjemme på mit værelse i nogle måneder nu, så det er rart endelig at kunne tage den på hovedet, lyder det fra den nybagte student, der karakteriserer oplevelsen som surrealistisk.

Tiltaget til at studenterne kan få huen på ude på parkeringspladsen, er ifølge rektor Peter Damgaard Lunde et tydeligt tegn på godt samarbejde.

- Der bliver sat huer på i dag, for det har været et stort ønske fra eleverne, at de kunne få lov til det efter den sidste mundtlige eksamen. Og dem har de jo kun én af i år. Det er deres egen hue, så at begynde at styre, hvornår de kunne sætte deres hue på, har vi ikke vurderet, at vi kunne, siger han og fortsætter.

- Så har vi i stedet valgt at sige, hvad for nogle rammer der gør det godt og festligt for dem. Det har vi haft en dialog med dem om, og der er vi landet i det her, hvor de mødes udenfor med deres familier.

Peter Damgaard Lunde er rektor på Holstebro Gymnasium og HF.
Peter Damgaard Lunde er rektor på Holstebro Gymnasium og HF.
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Båse giver sikkert rum

Årsagen til, at parkeringspladsen er blevet valgt som sted til at sætte huen på for studenterne på Holstebro gymnasium og HF har været at give de færdige gymnasieelever en oplevelse, som har været så tæt på det, som de er vant til.

Derfor er parkeringspladsen nu blevet inddelt i båse, så alle studenter har et sikkert rum, hvor kun deres familier samles.

- Det gør vi for at sikre, at de kan være så mange som muligt udenfor. Og indtil man hævede de her begrænsninger for, hvor mange der kunne samles her i weekenden, så regnede vi med, at vi kunne samle 10 i de her båse. Nu har vi så vurderet ud fra båsenes størrelse, at man kan være op til 20. Det giver mulighed for, at man kan have lidt flere med. Så det er en mulighed for, at studenterne kan fejres på en god og sikker måde, uden at vi kommer i karambolage med de regler, der i øvrigt gælder, forklarer rektor Peter Damgaard Lunde.

Det er ikke kun for eleverne, at det betyder meget at få huen på. Også for studenternes forældre er det en traditionsrig oplevelse.

Det siger Dorothea Hastrups mor, Karen Hastrup.

- Det at have børn, der vokser ind i livet, er dejligt. De processer, der er for vores børn hele vejen igennem livet, er fantastiske på hver sin måde.

Derfor var det en stor lettelse, at Karen Hastrup kunne se sin datter få huen på efter den sidste mundtlige eksamen.

- Det er helt vildt dejligt og giver rigtig god mening, at hun nu kommer ud fra eksamensbordet og får huen på, mens vi alle sammen er her, siger hun.

Mærkeligt uden huen

Det er dog ikke alle gymnasier, der tillader, at deres elever får hun på efter den sidste mundtlige eksamen.

Blandt andre har Ringkøbing Gymnasium valgt, at deres elever må vente til huedagene senere på måneden, hvor svarene på de skriftlige eksaminer er kommet.

- Vi har valgt at følge de officielle udmeldinger og anbefalinger og så lave det så normalt som muligt, så vi har huedage i den sidste uge inden sommerferien. Så kommer studenterne ind, og vi har fået deres skriftlige karakterer, så der har vi alt på plads, og vi ved, de har bestået, siger Tonny Hansen, som er rektor på Ringkøbing Gymnasium.

Af den grund fik Sashia Nielsen ikke sin studenterhue på, da hun kom ud fra den sidste mundtlige eksamen, og det ærgrer hende.

- Det var dejligt at få det overstået, men på den anden side var det mærkeligt, fordi der ikke står en familie klar med huen, da jeg kom ud. Det var det, jeg havde forventet, da jeg startede på gymnasiet – at den sidste mundtlige eksamen skulle være det store brag, siger hun.

Den ærgrelse kan rektor Tonny Hansen godt forstå, og det er også derfor, de har valgt at invitere forældre med tul huedagene.

Noget normalt i en mærkelig tid

Selvom Dorothea Hastrup i dag har fået beviset for, at hun er færdig på gymnasiet, har hun ikke fået den studentertid, som hun havde drømt om, da hun startede.

For coronapandemien har vendt mange ting på hovedet

- Jeg kommer ikke til at få den samme studentertid som min lillesøster, der bliver student til næste år. Men der er stadig noget, der er normalt i en meget mærkelig tid. Så det er rart at se noget, man på en eller anden måde kender – uden egentlig at kende det, forklarer hun om den store glæde, der er forbundet med at få huen på.

Dorothea Hastrup og resten af studenterne fra Holstebro Gymnasium og HF afholder dimission, foregår det klassevis for at undgå smittefare.

Det betyder, at der skal afholdes 11 dimissioner i alt.